Forsvarsminister Trine Bramsen blev først orienteret om den mulige svindel 4. december i år. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Forsvarsministerium holdt skandale skjult i tre år

17. dec 2019
Det var Forsvarets Ejendomsstyrelse, der selv anmeldte mistanken om svindel til politiet for år tilbage, ifølge B.T.

Mystikken om skandalesagen i Forsvarets Ejendomssstyrelse tager til, og nu kan B.T afsløre, at det var styrelsen selv, der allerede i 2016 anmeldte den mulige svindel til politiet

- Vi kan bekræfte, at politiet modtog anmeldelsen i november 2016 fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse,« siger Mette Hermansen, der er sekretariatschef ved Midt- og Vestjyllands Politi til B.T. 

Således havde Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse allerede dengang mistanke om, at en ansat havde brugt forsvarets midler til bedrageri. Derfor valgte ministeriet at politianmelde den ansatte og dermed starte hele sagen om mulig svindel.

Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, fik i sidste uge kritik for først 4. december at oplyse Trine Bramsen om Rigsrevisionens hårde kritik af ministeriet, selv om han i alt seks gange fra september til november var informeret om, at den var på vej.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Faktisk blev Thomas Ahrenkiel departementschef i foråret 2016, og derfor skal det frem, om han var orienteret om politianmeldelsen i november samme år.

Hos SF kalder forsvarsordfører Anna Valentina Berthelsen det "fuldstændig absurd", at der ikke er ændret praksis på trods af den langvarige formodning om svindel i ejendomsstyrelsen. 

Radikale bakker op. 

- Når det nu kommer frem, at det var Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der selv stod for politianmeldelsen helt tilbage i 2016, er det endnu mere vigtigt med en ekstern undersøgelse, siger Martin Lidegaard, der er forsvarsordfører for Det Radikale Venstre til B.T.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Thomas Ahrenkiel og Trine Bramsen til de nye oplysninger.