Lidt i løn og ellers intet

27. feb 2011
Forlig i regionerne. Ny overenskomst for sygeplejersker, sosuer og de 120.000 andre ansatte i regionerne

Efter 43 timer er forhandlingerne om en overenskomst for de 120.000 ansatte i sundhedssektoren faldet på plads.

De får 0 kroner i lønstigning i år og 2,65 procent i 2012.

Alle øvrige krav er i følge avisen.dks oplysninger faldet på gulvet. Det blev sandsynligvis prisen for at regionerne blev tvunget til at opgive sit hovedkrav: En ny reguleringsordning for sammenhængen mellem lønstigninger i det regionerne og det private.

Først i nat droppede arbejdsgiverne kravet. Indtil da var der ikke blevet forhandlet om andet siden fredag klokken 13.

De ansatte beholder også deres seniorordning. Det blev aftalt ved et forlig for 14 dage siden.