2021021113202998_1000
Martin Lidegaard (R) er atter en del af den radikale ledelse efter en periode ude i kulden. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Lidegaard overvejede exit fra De Radikale: Nu forfremmes han

11. feb 2021, 14:20
For nylig har både Jens Rohde og Ida Auken forladt De Radikale. Rohde er løsgænger, Auken er socialdemokrat.

Martin Lidegaard er tilbage i ledelsen i De Radikales folketingsgruppe.

Han er valgt som næstformand. Det sker på bekostning af Andreas Steenberg, som dog forbliver i gruppeledelsen.

Meldingen om Lidegaards tilbagevenden i ledelsen kommer, kort efter at Jens Rohde og Ida Auken har meldt sig ud af partiet. Lidegaard har selv overvejet sin fremtid i partiet de seneste uger, siger han.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at netop i frustration over den fornyelse, der ikke er på Christiansborg i øjeblikket, har jeg været langt i overvejelserne om at gå helt ud. Ud af politik. Ud af Det Radikale Venstre, siger Lidegaard.

- Jeg har også overvejet at lave et nyt parti. Men det, der nu får mig til at vælge De Radikale til, er, at Sofie og resten af gruppen og partiet allerede har taget store skridt i retning af en mere dialogsøgende, en mere midtersøgende og ambitiøs politisk kurs, som jeg kan se mig selv i, siger den tidligere udenrigsminister.

Efter folketingsvalget i 2019 røg Lidegaard helt ud af ledelsen, og han tabte i oktober sidste år et kampvalg mod Sofie Carsten Nielsen om at blive ny politisk leder efter Morten Østergaard, som røg grundet interne krænkelsessager.

Lidegaard og Sofie Carsten Nielsen var uenige om den videre kurs for De Radikale. Kort fortalt ønskede Lidegaard en mere dialogsøgende kurs over for regeringen og dermed magten.

Under ledelsen af Østergaard og Sofie Carsten Nielsen blev valgtruslerne gerne trukket frem, hvis regeringen skulle presses. Eksempelvis på klimaområdet.

Da Lidegaard efter 2019-valget ikke længere var en del af ledelsen, blev hans navn end ikke nævnt i den pressemeddelelse om emnet, som blev sendt ud med nyheden.

Lidegaard lagde ikke skjul på sin skuffelse over situationen. Til Berlingske sagde han blandt andet, at det ikke var sjovt "at sidde i en ledelse, hvor man ikke er ønsket".

Torsdag ser det noget anderledes ud med et fællesinterview med Lidegaard og Sofie Carsten Nielsen.

- Jeg har spurgt Martin, om han ikke vil være med i gruppeledelsen nu. Vi har haft en god og grundig og længere snak, så hans nye rolle går ud på at være med til at drive Radikale Venstre fremad, siger Sofie Carsten Nielsen.

Lidegaard bliver sat i spidsen for politikudvikling, siger den politiske leder. Og tilføjer, at Lidegaard nu "er kommet hjem".

- Vi har været igennem, og det er åbenlyst for enhver, en enorm krise i vores parti, og vi har også skullet bruge tid på at nå hinanden. Derfor er det glædeligt og helt ned i maven rart at fornemme, at det, vi vil sammen, er større end os selv.

- Det er også større end Radikale Venstre, men vi vil det sammen, siger Sofie Carsten Nielsen.

Efter at Rohde og Auken forlod De Radikale, blev der straks kigget Lidegaards vej blandt politiske iagttagere.

Rohde var nemlig Lidegaard-støtte under kampvalget. Og Auken, der var sygemeldt sidste år, var meget kritisk over for Sofie Carsten Nielsen i forbindelse med krænkelsessagerne. Mens Rohde er blevet løsgænger, er Auken skiftet til Socialdemokratiet.

/ritzau/