Frederikke Mortensen har været ansat på Letz Sushi siden november 2017. Foto: Privatfoto.

Letz Sushi-ansat roser aftale: - De ser os ikke som robotter

14. feb 2020, 15:21
- Når vores arbejdsgiver har tegnet overenskomst signalerer det, at vi ansatte ikke bare betragtes som robotter, siger Letz Sushi-ansat.

Af Jan Kjærgaard, Netavisen Pio. 

Frederikke Mortensen er ansat på Letz Sushi i Tivoli Food Hall. Hun har været ansat hos Letz Sushi siden november 2017. 

14 mad-stader af 17 i Tivoli Food Hall ligger i øjeblikket i konflikt med fagforforbundet 3F, fordi de 14 mad-stader i Tivoli Food Hall har nægtet at tegne overenskomst med 3F.

LÆS OGSÅ: Voldsom stigning i udenlandske dagpengemodtagere

Tre mad-stader i Tivoli Food Hall har derimod for længst tegnet overenskomst med 3F - her i blandt Letz Sushi. De to øvrige virksomheder på Tivoli-hjørnet, der har overenskomst med 3F, er Lobster Shack og Espresso House.

- Det er skønt, at vi har overenskomst, siger Frederikke Mortensen til Netavisen Pio.

Overenskomst giver klare fordele
- Overenskomsten mellem Letz Sushi og 3F giver mig og mine kollegaer nogle klare fordele: Det er f.eks. skrevet ind i overenskomsten, at der skal være to fridage om ugen - og mindst en hel friweekend pr. måned, siger Frederikke Mortensen, der arbejder på Letz Sushi i Tivoli Food Hall i København City.

- Det betyder, at vagterne afvikles på en fornuftig måde hen over en uge og hen over en måned. Det giver en tryghed for os ansatte, at de her rettigheder er skrevet ned i en overenskomst. Overenskomsten betyder, at vores vagtplaner er til at have med at gøre - og at vi ikke pludselig får at vide, at vi skal arbejde 70 timer i en bestemt uge,  understreger Frederikke Mortensen.

Fakta: Disse madsteder i Tivoli Food Hall har ikke overenskomst

De mad-stader i Tivoli Food Hall, der har nægtet at tegne overenskomst med 3F, er:

Chicks by Chicks
Cock's & Cows
Gló
Gorm's
Hallernes Smørrebrød
Kong Fu Street Food
La Barracca
Le Petit Vinbar
La Playa
Tapa del Toro
The Bird & the Churchey
Vapiano
Wakha
Wokwok
Zócalo

- Vi har en arbejdsgiver, der er med på at sikre os ordentlige forhold. Når vores arbejdsgiver har tegnet overenskomst signalerer det, at vi ansatte ikke bare betragtes som robotter. Det er meget positivt, siger Frederikke Mortensen.

Vi har en arbejdsgiver, der er med på at sikre os ordentlige forhold
 Frederikke Mortensen, ansat i Letz Sushi

- Det er skønt, at vi har overenskomst, og opstår der en eller anden uenighed, så kan 3F hjælpe. Det er en rar fornemmelse, konkluderer Frederikke Mortensen.

Direktør: Vi går op i socialt ansvar

- Vi er en ansvarlig virksomhed, som går op i bæredygtighed og social ansvarlighed. Så derfor har vi tegnet overenskomst for vores medarbejdere, understregede direktøren for Letz Sushi, Anders Barsøe, over for Netavisen Pio 31. januar om baggrunden for, at Letz Sushi-kæden har tegnet overenskomst med 3F.

Fakta: Det handler konflikten om

Ifølge 3F København har fagforeningen "forhandlet i mange måneder med repræsentanter for virksomhederne" i Tivoli Food Hall:

"Men desværre uden et tilfredsstillende resultatet. Restauratørerne har ikke ønsket at indgå overenskomst og fortsætter med at underbetale deres ansatte," skriver 3F København på løbesedler, der aktuelt deles, når fagforeningen demonstrerer ved Tivoli Food Hall.

3F København "kan ikke være tjent med, at der foregår underbetaling på Tivoli-hjørnet," fremgår det.

I løbesedlen opregnes 3F's krav således:

"Derfor kræver vi overenskomst, der vil sikre fair løn, ret til seks ugers ferie, pensionsopsparing, overtidsbetaling og ret til løn under barsel."

Andre krav er arbejdstidsregler, overarbejdsbetaling og tillæg for skæve arbejdstider.

Konflikten mellem 3F og de stader, der nægter at tegne overenskomst, startede 24. januar.

Letz Sushi-direktøren understregede ved samme lejlighed, at alle virksomheder bør drive deres forretninger på en social ansvarlig måde:

LÆS OGSÅ: Tømrer: Novo-direktør ville ikke kunne klare akkorden

- Men vi mener, at social ansvarlighed bør være en del af enhver virksomheds måde at drive forretning på, sagde Barsøe, der oplyste, at Letz Sushi tegnede overenskomst med fagforbundet 3F for flere år siden.

Bestyrelsesformanden for selskabet bag Letz Sushi-kæden er i øvrigt Jacob Brunsborg, søn af grundlæggeren af Jysk Sengetøjslager/Jysk, nu afdøde Lars Larsen.