BeFunky-collage__20_
53-årige Lene Bachmann har solgt kufferter i 28 år. Hun er frustreret over, at hun ikke kan få del i hjælpepakkerne, når eksempelvis rejsebranchen kan. Foto: Privat og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lene føler sig overset af politikere: Hvorfor kan jeg ikke få hjælp?

26. okt 2020, 15:50
Rejsebranchen får hjælp og opmærksomhed, men hvad med alle de andre virksomheder, der også lider under corona-restriktionerne? Lene Bachmann har solgt kufferter i 28 år, nu sælger hun stort set ingen. Hun tvivler på, at hendes virksomhed omfattes af en hjælpepakke

Både rejsebranchen og restaurationsbranchen er sendt til tælling på grund af de restriktioner, der skal mindske coronaspredningen.

Brancherne har fået både omtale og særlige målrettede hjælpepakker. Men der er også brancher, der er er sendt i knæ, som vi ikke har hørt om, og som ikke har fået særlig hjælp.

LÆS OGSÅ: Mikkeller-ejer om ny corona-mavepuster: 'Et hårdt slag i ansigtet'

Det er eksempelvis dem, der lever af at sælge rejseudstyr. Lene Bachmann og hendes mand har gennem 28 år solgt kufferter i engrosvirksomheden Kuffert Kompagniet samt detailforretningerne Copenhagen Luggage. Aldrig har det været sværere end nu.

Vi bliver betragtet som en detailvirksomhed og ikke som en del af rejsebranchen, så i øjeblikket får vi ingen hjælp, selvom vi er dybt afhængige af turister
Lene Bachmann ejer af Kuffert Kompagniet

- Vi har aldrig oplevet noget lignende. 80 procent af vores salg i detailforretningerne går til turister, især asiater og krydstogtpassagerer. Dem er der overhovedet ingen af. Vi har oplevet et fald på over 90 procent i vores omsætning, fortæller Lene Bachmann.

Udover engrossalg og onlinesalg har virksomheden tre butikker: en i Hellerup, en på Vesterbro i København og en i Sverige.

- Butikken i Sverige ligger i lufthavnen i Stockholm, og den er vi ved at lukke. Vi havde to fuldtids- og en deltidsansat i butikken. Nu har vi en ansat, der fortsætter til butikken lukker fuldstændig i februar.

Vi får ingen hjælp 

Partierne i Folketinget forhandler i disse dage om en kompensationsordninger til virksomheder, der er ramt af eksempelvis begrænsninger af åbningstider og grænserestriktioner. Men Lene Bachmann ved ikke, om det kommer hendes virksomhed til gavn.

- Vi venter med spænding på, hvad de beslutter, siger hun og fortsætter:

- Som det er nu, føler vi os oversete, og vi føler, vi er landet mellem to stole. Der er blevet taget hensyn til rejsebranchen, men ikke til os, der sælger rejseudstyr. Vi bliver betragtet som en detailvirksomhed og ikke som en del af rejsebranchen, så i øjeblikket får vi ingen hjælp, selvom vi er dybt afhængige af turister.

Tidligere kunne forretningerne få hjælp fra de generelle hjælpepakker. Det betød, at de holdt deres butikker lukket i fire måneder. Men de hjælpepakker udløb i slutningen af august.

Lene Bachmann håber især, at de i den kommende hjælpepakke kan få hjælp til at dække de faste udgifter.

- Vores husleje på Vesterbrogade er svimlende dyr. Vi er blevet nødt til at begrænse åbningstiderne, og vi er blevet nødt til at klare os med meget få ansatte.

LÆS OGSÅ: Mikkeller-ejer: Det virkede, som om man tog en beslutning og ventede på kritikken

Copenhagen Luggage har altid specialiseret sig i kufferter, men i lyset af krisen har de været nødt til at lave ændringer i sortimentet.

- Vi er begyndt at sælge bl.a. rygsække og arbejdstasker for at få fat på nogle af de danske kunder. Vi er også blevet nødt til at bruge af vores opsparing. VI har knoklet rigtig meget for den her virksomhed, så det er da ærgerligt og trist at være vidne til, at det hele er ved at smuldre