20210205145736657_1000
Der er i det seneste døgn registreret 438 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Lektor fra ekspertgruppe: Vi skal under 100 nye smittede om dagen

5. feb 2021, 16:30
Der er siden torsdag registreret 438 nye smittede. En lektor fra SSI's ekspertgruppe mener, vi skal under 100.

Vi skal ned under 100 nye smittetilfælde om dagen, hvis smitteopsporingen virkelig skal batte.

Det siger Troels Christian Petersen, lektor i subatomar fysik på Niels Bohr Instituttet og en del af Statens Serum Instituts ekspertgruppe for matematisk modellering af covid-19.

- Så kan vi nå et niveau, hvor en ultra effektiv smitteopsporing virkelig kan opspore alle, der har været i kontakt med de 100 daglige smittede, siger han.

Men der er noget vej endnu til et smittetal på under 100.

Fredag var der registreret i alt 438 nye smittetilfælde med coronavirus siden torsdag. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed gav 0,37 procent af de i alt 119.646 prøver et positivt svar.

SSI oplyser desuden fredag, at den britiske variant er blevet fundet i i alt 1404 prøver siden den 15. november og frem til den 30. januar.

I alt 1919 positive coronaprøver fra uge 4 er blevet undersøgt for den britiske variant. Af dem var 19,5 procent positive. Det får SSI til at anslå, at mellem 17,8 procent og 21,4 procent af de smittede i uge 4 var af den britiske variant.

Kontakttallet vil stige

Og den britiske variants fremgang kræver, at smitten med den normale virus kommer endnu længere ned, siger Troels Christian Petersen.

- Det er den gode måde at købe os klarhed på hospitalet, siger han.

- Vi ved, at B117 er mere smitsom. Det gør, at kontakttallet kommer til at stige.

SSI har tidligere oplyst, at man ikke bliver mere syg af den britiske variant af coronavirus end den almindelige variant. Den er dog mere smitsom.

Antallet af indlagte er nu det laveste, det har været siden 13. december, hvor der var 390 indlagte coronapatienter. Generelt har antallet af nye indlæggelser været dalende siden midten af januar, hvor der den 15. januar var 98 nye indlagte coronapatienter.

Af de patienter, der i øjeblikket er indlagt, er 82 indlagt på intensivafdeling, og af dem er 59 forbundet til en respirator, der hjælper dem med at trække vejret.

De danske sundhedsmyndigheder har meldt ud, at alle, der ønsker en vaccine, skal være vaccineret ved udgangen af juni 2021.

Indtil videre har 116.562 mennesker færdigvaccinerede. Det svarer til to procent af den danske befolkning. 78.170 personer har fået første stik, men venter altså endnu på at færdiggøre vaccinationen.

/ritzau/