Lejrbål startede skovbrand

20. nov 2008
Santa Barbaras politimester sagde tirsdag, at det var et lejrbål, som startede en af de fire voldsomme brande, der har hærget Californien.

Ti studerende i alderen 18 til 22 år har fortalt politimesteren i Santa Barbara County i Californien, at de selv troede, at bålet var slukket, da de forlod det torsdag morgen i sidste uge.

Bålet ulmede dog videre i 12 timer, og de specielle vinde, der blæser i området, fik flammerne til at blusse op igen om aftenen, skriver latimes.com

Branden, der var en af de voldsommeste i Santa Barbara Countys historie, har med de hurtigtløbende flammer opslugt og ødelagt 210 hjem og beskadiget ni andre. 25 mennesker er kommet til skade - tre af dem med brandsår.

Statsanklageren skal nu afgøre, om de ti unge skal retsforfølges. Politimester Bill Brown mener dog ikke, at branden er blevet påsat med vilje.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Det ser ud til, at den er et resultat af manglende fornuft," siger han.

De ti studerende risikerer nu at blive tiltalt for uansvarlig omgang med åben ild.

 

-newspaq

faktaboks