Scenen i Jazzhus Montmartre onsdag 29. februar 2012Jazzhus Montmartre har huset mange forskellige musikere og kendisser for eksempel både Stevie Wonder og Roger Moore. (Arkivfoto) Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Direktør fyret og lejemål opsagt

2. sep 2020, 12:52
Historisk spillested i København lukker. Det er et tab for den internationale jazzverden, mener musiker.

I årtier summede det af liv på Jazzhus Montmartre i København, der har huset nogle af de største navne inden for jazzverdenen.

Men det stopper nu. Det historiske spillested indstiller øjeblikkeligt alle koncerter, oplyser jazzhuset onsdag i en pressemeddelelse.

Samtidig er husets direktør og musikchef opsagt, de timelønnede tjenere, afviklere og lydteknikere er sendt hjem, og lejemålet er opsagt.

Der er på grund af coronakrisen indført loft over, hvor mange publikummer der må være til koncerterne, og det har skabt store problemer for stedet.

- Med 35 gæster ser det helt umuligt ud at køre driften uden at lave et underskud, hver gang vi åbner dørene, siger Jonas Dyrved, der er administrerende direktør for Jazzhus Montmartre.

Selv hvis der gives støtte og finansiering fra 2021 og fremefter, er det ikke nok til at overleve krisen, fremgår det.

Danske Niels Lan Doky er jazzmusiker på den internationale scene. Ifølge ham har Jazzhus Montmartre været blandt de vigtigste steder for jazzbranchen.

- Jazzhus Montmartre har i 60'erne og 70'erne været en af de mest stilskabende og mest ikoniske jazzklubber. Ikke bare i Europa, men på verdensplan, siger han.

Spillestedet åbnede i 1959 på Store Regnegade i København. Inden længe kom der store navne såsom saxofonisten Stan Getz og kontrabassist og cellist Oscar Pettiford på plakaten.

Også pianist Ben Webster, saxofonisterne Sonny Rollins og Dexter Gordon samt bassist Eddie Jones lagde vejen forbi København.

- Det er en meget lang liste over jazzlegender, som ikke har noget andet sidestykke noget sted i verden. Alt centrerede sig om Montmartre.

- Og de her fantastiske musikere bragte stor musikalsk rigdom med sig og var årsagen til, at vi har det frodige jazzmiljø, som vi har i Danmark i dag, vurderer Niels Lan Doky.

I midten af 1970'erne lukkede det, men Montmartre genopstod i større lokaler på Nørregade, hvor det lå indtil begyndelsen af 1990'erne.

Herefter var der i mange år ikke noget, der hed Jazzhus Montmartre.

Da de oprindelige lokaler blev ledige, øjnene jazzmusiker Niels Lan Doky en stor mulighed.

Han boede egentlig i Paris og havde haft fast adresse i udlandet siden 1981, men udsigterne til at få pustet liv i jazzhuset igen, fik ham på andre tanker.

- Så sagde jeg: "Hvis vi kan få Jazzhus Montmartre åbnet igen, flytter jeg hjem til Danmark". Så vigtigt var det for mig.

Niels Lan Doky var med til at stable det ikoniske spillested på benene igen i Store Regnegade i 2010, hvor spillestedet har ligget siden.

Han kalder det trist, at musikken stopper på jazzhuset. Han håber, det en dag genopstår for tredje gang.

- Det er så stærkt et brand på verdensarenaen, og det er så vigtigt en kulturel og jazz- og kulturhistorisk sted, at det skulle undre mig meget, hvis der ikke er andre, der ligesom jeg i 2010 skulle få lyst til at åbne det igen.

Montmartre har årligt afholdt omkring 230 koncerter for over 12.000 publikummer. Flere end 600 udøvende musikere har stået på scenen.

/ritzau/