Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Ledigheden falder for femte måned - krisen er dog langt fra overstået

30. nov 2020, 08:24
I oktober fortsatte ledigheden ned efter forårets coronahop. Det var femte måned i træk med fald.

Ledigheden fortsatte ned i oktober, hvor den faldt for femte måned i træk.

Antallet af bruttoledige faldt i sæsonkorrigerede tal til 131.200, hvilket svarer til 4,6 procent af den danske arbejdsstyrke.

Det er 0,2 procentpoint - eller 3600 bruttoledige - færre end i september, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Coronakrisen har indtil videre ført til 28.000 flere ledige. Det er langt færre end frygtet, og det skyldes ikke mindst de mange hjælpepakker og trepartsaftaler, der er blevet gennemført. Den midlertidige lønkompensation har holdt hånden under hundrede tusinde lønmodtagere, siger Mette Hørdum Larsen, økonom i Fagbevægelsens hovedorganisation (FH), i en udtalelse.

Der er dog stadig et stykke vej tilbage til niveauet, umiddelbart inden corona nåede Danmark tilbage i marts.

I februar var bruttoledigheden på 3,7 procent. Det svarer til 103.400 - eller 27.800 færre end i oktober.

I FH slår Mette Hørdum Larsen dog også fast, at 'krisen langt fra er overstået'

- Desværre må vi forberede os på en afslutning på året, hvor flere risikerer at miste deres arbejde. Med en genopblussen af covid-19, nye restriktioner - både herhjemme og i udlandet - og fortsat stor usikkerhed, så tyder det på, at genopretningen holder en pause de kommende måneder, siger hun.

/ritzau/