Ledige i oprør: Så kald os da jobjægere

14. maj 2012
Nyt projekt vil have os til at erstatte ordet arbejdsløs med jobjæger.

Folk uden arbejde er ikke nogle dovne hunde, der nasser på samfundet. De er i stedet uheldige skæbner, der arbejder hårdt for at komme tilbage i arbejdet.

Det mener folkene bag en ny kampagne, som skal få os til at erstatte ordet ‘arbejdsløs’ med ‘jobjæger’.

“Ordet ‘arbejdsløs’ er forbundet med noget negativt og signalerer inaktivitet. Men folk uden arbejde er jo på jagt efter nyt arbejde. Derfor er ‘jobjæger’ et bedre ord,” siger Simon Bauer, kommunikationschef i arbejdsløshedskassen Min A-kasse.

Han kalder på større respekt for mennesker uden arbejde og den indsats, de gør for at få et job.

Min A-kasse, der er en A-kasse fra 1914, har startet kampagnen Projekt Respekt, hvis mål blandt andet er at få anerkendt ‘jobjæger’ af Dansk Sprognævn.

Indtil videre går det godt med at skabe opmærksomhed - for eksempel brugte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ordet i sin 1. maj-tale.

Samtidigt har fagforeningen Krifa netop besluttet, at arbejdsløse medlemmer fremover skal kaldes 'jobsøgende' i stedet for 'ledige'.

Ud over stepperne

En af de arbejdsløse, der har taget ordet 'jobjæger' til sig, er Linda Mylius Nielsen, der er arbejdsløs akademiker.

“Jeg vil gerne vise, at jeg vil ud over stepperne, og at jeg aktivt bruger mange kræfter på at søge nyt job,” siger hun.

Derfor har hun på sine Facebook og LinkedIn-profiler skiftet ‘arbejdsløs’ ud med ‘jobjæger’.

Det samme gælder flere andre arbejdsløse på Avisen.dk's Facebook-gruppe, 'Arbejdsløse er ikke idioter'.

“Der er meget drive og energi i ordet. Det kunne være sjovt at skabe en bevægelse, og derfor vil jeg gerne bruge ordet,” siger hun.

Paradoksalt nok forsøger Linda Mylius Nielsen at bruge ordet så lidt som muligt.[pagebreak]

“Jeg vil jo helst ikke stemples som en, der står uden arbejde.”

Kan ændre virkeligheden

Det store spørgsmål er så, om det overhovedet kan lade sig gøre at ændre virkeligheden ved at bruge bestemte ord.

Det kan det godt, siger sprogpsykolog og kommunikationsrådgiver Claus Lex, der også var med, da ordet for nylig blev debatteret i radioprogrammet Sproglaboratoriet på P1:

”Der er ingen tvivl om, at der er stor mulighed for at ændre opfattelser af virkeligheden gennem sproget. Man tilrettelægger virkeligheden på forskellig vis ved at fokusere på positive eller negative elementer,” siger han.

Som eksempel kan nævnes overgangen fra ordet 'fremmedarbejder' til ordet 'gæstearbejder', der nu er erstattet af 'indvandrer' eller 'nydansker'.

Ikke nødvendigvis negativt

Claus Lex undrer sig dog over, at man med kampagnen forudsætter, at folks syn på arbejdsløse er negativt.

“Betegnelsen 'arbejdsløs' kan meget vel dække over en ubehagelig situation, men ordet gør i min optik ikke situationen værre,” siger han.

Simon Bauer fra Min A-Kasse siger:

“Jeg tror på, at det ændrer noget. Det gør en forskel, hvad vi kalder hinanden. Indtil videre har vi også konstateret, at det nye ord betyder noget for almindelige mennesker, der står uden arbejde. De har taget ordet til sig.”