Ledige har knas med vennerne: Uhyggeligt!

11. maj 2013, 06:00
Det giver problemer med forholdet til venner og familie, når du mister jobbet. Det viser en ny undersøgelse.

Hvis du mister jobbet, går det ud over både venskaber og familie.

En tredjedel af alle ledige oplever, at arbejdsløsheden går ud over forholdet til familien. Lige så mange siger, at forholdet til vennerne bliver påvirket negativt.

Samtidig siger fire ud af ti, at de skammer sig over deres status som arbejdsløs i forhold til omgangskredsen.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet SSI har foretaget for Min A-Kasse blandt 761 danskere, som har været ledige i 2012 eller 2013.

"Når man mister jobbet, mister man noget af sig selv, og det påvirker også forholdet til ens nærmeste," siger Simon Bauer, der er kommunikationschef for Min A-Kasse.

Han kalder undersøgelsen for "et uhyggeligt indblik" i arbejdsløses tilværelse.

"Jeg gik selv"

Når en arbejdsløs takker nej til familiefesten eller trækker sig fra vennekredsen, handler det om, at selvværdet har fået et dyk.

Det siger psykolog Anne Kirsten Hansen.

”I dag er ens arbejdsidentitet ens primære identitet. Så i det øjeblik man bliver kasseret, føler man simpelthen, at man ikke duer, og det går ud over selvværdet. Det påvirker så hele måden, man optræder på over for familie og omgangskreds," forklarer Anne Kirsten Hansen.

Mange føler også, at de taber ansigt, når de skal fortælle venner og familie, at de er blevet fyret, fortæller psykologen.

Hun støder ind imellem på ledige, som skjuler deres arbejdsløshed for familiemedlemmer og venner, fordi de er flove.

Det er heller ikke ualmindeligt, at en fyret medarbejder laver en aftale med chefen om selv at sige op, fordi det er mindre skamfuldt.

"Så kan man sige til både sig selv og til omgangskredsen, at man selv gik, fordi man ikke gad mere. I stedet for at sige, at man ikke kunne bruges længere," forklarer Anne Kirsten Hansen.

Pak skammen væk

Skammen over at gå arbejdsløs kan få den ledige til at undgå familie, venner og bekendte. Men det kan også gå den anden vej, siger Anne Kirsten Hansen.

"Vennerne bliver måske nervøse og trækker sig, fordi de ikke ved, hvad de skal sige og gøre. Der bliver en akavet stemning på samme måde som ved død eller alvorlig sygdom," siger hun.

I den situation er det vigtigt, at den ledige selv tager bladet fra munden og viser vennekredsen, at arbejdsløshed ikke er tabu.

"I det hele taget er det vigtigt at lade omgangskredsen vide, at du er ledig og søger job. Læg skammen fra dig. Netværket er vigtigt i din jobsøgning."

Om undersøgelsen:
  • Undersøgelsen er foretaget blandt 761 repræsentativt udvalgte ledige danskere af analyseinstituttet SSI Danmark for Min A-Kasse.
  • Hver tredje siger, at arbejdsløsheden har påvirket forholdet til familien (defineret som "øvrig familie" - altså den familie, som ikke er ens partner og børn) negativt, og fire ud af ti har skammet sig over for familien.
  • Hver tredje siger, at arbejdsløsheden har påvirket forholdet til vennerne negativt.
  • Fire ud af ti har skammet sig over for venner og bekendte.
  • Resultaterne i undersøgelsen indgår i bogen "Arbejdsløs - Verdens hårdeste job", som Min A-Kasse står bag.
  • Bogen kan hentes som gratis e-bog her.