Ledige flipper ud over sommeragurk

17. jul 2013
På Facebook er der lige nu debat om aarhusianske ledige. Årsagen til debatten er en avisartikel om 3Fere, der ikke vil gå for 125 kroner i timen trods overenskomst.

En artikel om kræsne ledige har fået mange til at lufte deres harme på de sociale medier.

Brugere af Avisen.dks facebook-side og medlemmer af facebook-gruppen Arbejdsløse er ikke idioter kritiserer både journalister og politikere for at hetze landets ledige.

"Journalister og politikere skulle prøve at arbejde for 100 kroner i timen og ikke have andet at leve af i to år, så kan de se, hvor meget de har råd til," skriver Ivan Sørensen.

"Nu må vi sætte hælene i og forlange anstændighed og medmenneskelig opmærksomhed for de ledige," skriver Annette Mandal Christiansen.

Det er kritik af ledige aarhusianske brolæggere, der har fået brugerne til at se rødt. Kritikken kom fra flere af Folketingets beskæftigelsesordførere efter en artikel i Jyllands-Posten, der viste sig at være mindre sort-hvid, end den så ud til.

Artiklen hævdede på basis af udtalelser fra en lokal arbejdsgiver og en faglig sekretær fra 3F, at danske ledige - i modsætning til polakker - nægtede at arbejde til den overenskomstgaranterede mindsteløn på 125 kroner i timen.

Bor Dovne Robert i Aarhus?

Men det er ikke kun de arbejdsløse, der raser ud. Det gør debattørerne også i dagens udgave af Jyllands-Posten.

Under overskriften "Dovne Robert i Aarhus" skriver Søren Revsbæk følgende:

"Bedst som man troede, at Dovne Robert boede i København, viser det sig, at han har åndsfæller i Aarhus, hvor 45 medlemmer af 3F ikke vil arbejde for mindstesatsen på 125 kroner i timen, for det kan man ikke leve af."

Børge Olsen, der selv er medlem af 3F, har også røgen stående ud af ørerne:

"Jeg har ikke tal på, hvor mange overenskomster der er indgået, men det er tydeligt for mig, at 3F har snorksovet ved samtlige forhandlinger, de har medvirket i. Jeg kommer til den konklusion, at de valgte i 3F er uduelige."

Det syder, bobler og koger

På Avisen.dk koger debatten også over.

"Skulle det komme bag på nogen? Alle artikler om ledige-forfølgelse har alle sammen vist sig for at være løgn," skriver Mia Munter.

"JP er i benhård konkurrence med EB og BT. Måske skulle de ansætte polske journalister, så de kan klare konkurrencen?" foreslår March Huusfelt.

Tilbage i facebook-gruppen Arbejdsløse er ikke idioter er sympatien for de ledige - ikke overraskende - stadigvæk størst.

"Selv hvis historien var sand, burde man som journalist som et minimum undersøge, hvorfor disse personer havde sagt nej til jobbet, før man kaster helvedes ild på de ledige. Det er ikke alle, som er fysisk i stand til at lægge fortov, også selv om de er ansatte indenfor byggebranchen," skriver Josie Kjeldgaard.

"Gad vide, om historien nu får lige så meget spalteplads, som da det var de arbejdsløse, der skulle hakkes på?" spørger Jan Sørensen.