Ledige arbejdede gratis for job hos Frank J.

28. feb 2012
6.982 blev ansat i Københavns Kommune sidste år. Samtidig kunne 1.025 ledige veksle et løntilskudsjob i kommunen med en fast stilling.

København er ikke alene Danmarks største kommune men også landets største arbejdsplads med omtrent 50.000 ansatte.

Her vil rigtig mange arbejdsløse gerne arbejde, men i de lediges rækker hersker der en sejlivet opfattelse af, at en periode i løntilskud - altså som gratis arbejdskraft, er den eneste vej til et fast job i kommunen.

Hvor vidt løntilskudsjob faktisk er afgørende for et fast job i kommunen forbliver ubesvaret, men for hver syv nye ansættelser i Københavns Kommune i 2011, finder én af kommunens løntilskudsansatte samtidig fast job i eller uden for kommunen.

Det viser et regneeksempel, som Avisen.dk har foretaget på baggrund af oplysninger fra Københavns Kommune samt Arbejdsmarkedsstyrelsen.

SF: Løntilskud må ikke bane vej

Rygterne om et halvt års gratis arbejde som eneste vej til et kommunalt job er også nået SF i Borgerrepræsentationen.

Og det får alarmklokkerne til at ringe.

"Det er misbrug, hvis løntilskud som fast praksis baner vejen for job i kommunen," siger beskæftigelsesordfører Neil Stenbæk Bloem.

Sidste år blev næsten 7.000 personer ansat i Københavns Kommune - nogenlunde samme antal blev fyret eller forsvandt af egen fri vilje.

I løbet af året var 2.697 personer ansat med løntilskud i kommunen.

I første halvår fik 38 procent af løntilskudsjobberne et rigtigt job efterfølgende.

Antages det, at den succesrate er fortsat året ud, svarer det til, at 1.025 ledige var heldige at veksle en løntilskudsansættelse i kommunen med et fast job.

Det svarer altså cirka til hver syvende af de nyansatte i Københavns Kommune i 2011 - med forbehold for, at nogen finder job i private stillinger.

2011 slog alle rekorder i antallet af offentlige løntilskudsansættelser. De 38 procent I København, der fik et fast job ud af det, er på samme tid en succes og en risiko.

SF's Neil Stenbæk Bloem er i stigende grad bekymret for, om de rekordmange løntilskudsansatte fortrænger ordinære jobs.

Men det afviser beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R). Antallet af ordinært ansatte i kommunen er afstemt efter, at kommunens fastlagte serviceniveau kan opretholdes med dem alene, understreger hun:

"At vi så leverer en bedre service, fordi løntilskuddsansatte skaber en merværdi, kan vi ikke komme uden om."

Anna Mee: Løntilskud giver forspring

Beskæftigelsesborgmesteren kan ikke genkende billedet af løntilskudsansættelser som obligatorisk forud for fast ansættelse.

Den høje succesrate i København bekræfter derimod formålet med løntilskudsordningen, som er at opkvalificere den ledige og bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.

"Vi må aldrig ende i en situation, hvor man ikke kan få job uden at arbejde gratis først. Men på den anden side er det klart, at man i mange tilfælde vil være et skridt foran de 100 andre jobansøgere, hvis man allerede har tilbragt et halvt år på arbejdspladsen," siger Anna Mee Allerslev.

***

Avisen.dk har ændret historien, fordi vi i den første version beklageligvis overfortolkede talmaterialet. Det kan ikke fuldt ud dokumenteres, hvor mange i løntilskudsjob i Københavns Kommune, der senere får et normalt job i kommunen.

Løntilskud i København
  • 7.073 ansatte i Københavns Kommune blev i 2011 fyret eller sagde op.
  • 6.982 personer blev ansat.
  • 2.697 ledige var i løbet af året aktiveret i en løntilskudstilling i kommunen.
  • En opgørelse fra de første to kvartaler af 2011 viser, at 38 procent af løntilskudsstillingerne i kommunen efterfølgende fik ordinært job.

Kilde: Københavns Kommune samt Jobindsats.dk