Ledig om kursus hos jobfirma: Spild af tid

20. jan 2014, 11:20
Anerkendt jobfirma presser ledige til at drukne virksomheder i meningsløse ansøgninger. Jobrobot udsendte Bennys standardcv til 150 virksomheder på én gang.

"Vi har robotter, som sender ansøgninger, og virksomhederne har robotter, som screener ansøgninger og kasserer dem. Hele systemet er snart fuldautomatisk," griner Benny med henvisning til de computerprogrammer, som virksomheder i stigende grad bruger til at sortere i strømmen af jobansøgninger.

Der er nu ikke så meget at grine af.

Den 57-årige typograf har været arbejdsløs i halvandet år.

Det er hans skyld, at virksomheder drukner i ansøgninger fra ledige. Eller rettere sagt jobfirmaer som AS3, der får penge af kommunen for at hjælpe ham med at søge job.

Men ifølge Benny og flere andre arbejdsløse har kommunen spildt sine penge. Fire ugers jobsøgningskursus hos den private aktør var spild af tid, siger de.

Holder virksomheder for nar

Værst var mødet med jobrobotten. Et jobsøgningsprogram hos AS3, som skulle hjælpe de ledige med at søge job uopfordret.

Efter en søgning spyttede databasen navnet på en række firmaer ud. De havde ingen ledige stillnger, men efter et par klik mere med musen fik de alle sammen en standardansøning og et cv, som hverken var målrettet virksomhedens profil eller behov.

"Man føler jo lidt, at man holder firmaerne for nar. De reagerer jo ikke positivt på en henvendelse, som åbenlyst er skudt ud med spredehagl," siger Benny.

Benny startede på kursus hos AS3 sammen med 20-30 andre arbejdsløse med vidt forskellig baggrund.

Som i lægens venteværelse blev alle på skift kaldt ind til en individuel samtale. Samtalerne tog op imod en time per person. Resten skulle vente på deres tur i et rum med opstillede PC'er.

Facebook og film i båndsløjfe

Udover facebook og sporadisk jobsøgning kunne de ledige fordrive ventedetiden med en film om jobsøgning, der kørte i båndsløjfe.

Og så skulle der bruges to-tre dage på at skrive nyt cv, selv om alle havde et finpudset cv med fra jobcenteret.

"Det har vi jo lavet," forsøgte Benny.

"Ja, men nu skal vi altså lave det alligevel," lød svaret fra jobvejlederen.

Nogen af de arbejdsløse nægtede at bruge jobrobotten til at masseudsende ansøgninger. Men de fleste fulgte opfordringen - inklusiv Benny.

"Det føles jo lidt som en pligt at deltage, så man siger jo ikke nej, selv om det virker som komplet spild af tid," siger Benny.

Han stillede dog flere gange spørgsmålstegn ved, hvad formålet var med at oversvømme firmaer med ufokuserede ansøgninger.

Men det var ikke til diskussion. Jobvejlederen slog fast, at man sagtens kunne få job på den måde.

På eget initiativ fandt Benny en virksomhedspraktik efter opholdet hos AS3, men er fortsat ledig.

Benny er ikke hans virkelige navn. Da han stadig er arbejdsløs og en del af systemet, ønsker han at fremstå anonymt.

Avisen.dk er bekendt med hans fulde identitet.