_DSC8961
For Tina Ørtz Stampe er det vigtigt at understrege, at hun ikke er et offer. Dog kan hun nikke genkendende til, at stress og økonomisk usikkerhed fylder meget, når man er ledig. Foto: Privat

Tina har været ledig ad flere omgange: 'Jeg er ikke et offer, men det er heller ikke let'

15. apr 2021, 06:10
Der er meget usikkerhed forbundet med at være ledig, mener Tina Ørtz Stampe, som selv har stået uden job flere gange. Mange ledige oplever stress, bekymringer om privatøkonomien og får lavt selvværd, viser ny undersøgelse.

Tina Ørtz Stampe blev fritstillet fra sit arbejde i december 2019. På daværende tidspunkt havde hun i over 20 år arbejdet med administrativt arbejde i Pharmabranchen. 

- I starten var det okay. Men efter at corona blev en del af vores alle hverdag, så blev alt mere usikkert, siger den 46-årige Tina Ørtz Stampe fra København til A4 Arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Ledige kæmper med psyken: 'Man føler sig som slået hjem i Ludo'

Fra januar til marts i år var hun tilbage på arbejdsmarkedet. Det var et job, hun fandt gennem sit netværk. Hun blev ledig igen den 1. april.

Budgetkonto i nul

I dag kan A4 Arbejdsliv fortælle om en ny undersøgelse fra Danske A-Kasser, der viser, at mange ledige får stress, bekymringer og mindre selvtillid, når de ikke har et arbejde. 

Blandt andet bekymringer om privatøkonomien tynger mange ledige. Det er et billede, som Tina Ørtz Stampe kan nikke genkendende til.

- De udbetalte dagpenge gør, at jeg lige akkurat går i nul på min budgetkonto. Derudover skal jeg finde penge til mad og så videre, siger Tina Ørtz Stampe, men pointerer samtidig, at hun normalt er godt stillet. 

- En af ulemperne for mig er, at jeg kommer fra en branche, der er godt lønnet. Dermed udfylder dagpengesatsen mindre for mig i forhold til min almindelige løn, siger Tina Ørtz Stampe.

De daglige bekymringer om fremtiden og utallige jobsøgninger kan fylde meget, mener hun.

- Det kan virkelig tage overhånd, hvor meget jobsøgningen fylder. Jeg hørte en, der sagde noget klogt for et stykke tid siden: 'Så længe du er arbejdsløs, så fylder det mere end 100 procent. Og lige så snart, du har fået et nyt arbejde, så fylder det mindre end 0 procent'.

'Det er ikke for sjov, at jeg går ledig'

Tina Ørtz Stampe har tidligere udtalt sig til artikel, hvor hun følte, hun blev fremstillet som et offer.

- Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke er et offer. Jeg har mit sociale sikkerhedsnet, og mit netværk ved godt, at det ikke er for sjov, at jeg går ledig. Men derfor betyder det ikke, at situationen er lige til, siger Tina Ørtz Stampe og fortsætter:

- Og man ender et sted, hvor tingene er lidt meningsløse. Hvorfor skal jeg overhovedet gøre det? Jeg sendte 120 ansøgninger i 2020, og jeg fik 120 afvisninger i 2020. Min motivation var til sidst, at hvis du har en ledig stilling, så vil jeg have den.