Familien til 39-årige Nicki har sidst hørt fra ham omkring midnat søndag aften. Foto: Privat/Sydsjællands Politi

Leder efter forsvundet 39-årig: 'Vi er desperate efter hjælp'

28. jul, 08:50
Tirsdag morgen er en 39-årig mand endnu ikke fundet. Han har været væk siden søndag aften.

Sydsjællands Politi leder efter den 39-årige Nicki, der ikke har givet lyd fra sig siden midnatstid søndag aften.

Og tirsdag morgen er han endnu ikke fundet, oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ole Hald til A4 Nu.

LÆS OGSÅ: Hjernerystelser stiller krav til chefen: 'De har en meget vigtig rolle'

Familien til Nicki har sidst hørt fra ham omkring midnat søndag aften, hvor han befandt sig på sin bopæl i Sorø.

Allerede mandag efterlyste politiet den 39-årige mand på Twitter.

- Vi frygter, at der kan være tilstødt Nicki noget og er taknemmelig for al hjælp, lød det i den forbindelse fra politiet.

Den 39-årige mand beskrives som 186 cm høj. Han har langt hår, der er samlet i en hestehale og er iført gråt joggingtøj og en North-face jakke.

Mandag aften ledte politiet ifølge TV2 Øst efter Nicki med hunde, droner og helikopter i skovområder og det åbne land nær Sorø. 

- Det vi ved, er at han er væk, og det plejer han ikke at være, og derfor er vi bekymrede for manden. Vi er ret desperate efter hjælp fra offentligheden, sagde vagtchef Jan Nielsen i den forbindelse til TV 2 Øst.

Tirsdag morgen understreger vagtchef Ole Hald, at politiet stadig arbejder med sagen. Og han vil heller ikke afvise, at man igen sætter gang i en større eftersøgning. Det kræver dog, at politiet får mere at gå efter. I den forbindelse hører politiet fortsat meget gerne fra folk, der kan have oplysninger i sagen.

- Vi vil stadig meget gerne have borgernes hjælp derude, siger Ole Hald til A4 Nu.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan kontaktes på telefon 114.