Steve Wang er fortid i direktørstolen hos Mille Food A/S, og sagen kommer bag på den danske mejeribranche. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Branche i chok: Ledelse fyret i dansk firma

15. okt 2019, 21:00
- Det er en helt usædvanlig sag, siger direktør i Mejeriforeningen om situationen i Hundested-virksomheden Mille Food A/S.

Mille Food A/S, der producerer og sælger modermælkserstatning til Kina, har på grund af "alvorlige fejl" valgt at smide virksomhedens top på porten.

LÆS OGSÅ: Drama i dansk virksomhed: Nu fyres ledelsen

Ledelsen blev fyret for tre dage siden, og virksomheden, der i 2012 fik foden ind på det kinesiske marked, har i samme ombæring fået beslaglagt 400 paller med modermælkserstatning.

Sagen kommer bag på den danske mejeribranche:

- Det er en helt usædvanlig sag. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det kunne ske for nogen dansk virksomhed med den kontrol, jeg ellers kender fra virksomhederne og deres holdning til sporbarhed, siger Jørgen Hald Christensen, der er adm.  direktør i Mejeriforeningen, til Finans.

Netmediet skriver, at Mille Food A/S  har brugt ingredienser, der er importeret ulovligt uden nødvendig dokumentation. Det drejer sig om valleproteinet lactoferrin, der ikke har været muligt at spore for Fødevarestyrelsen, men som den nu tidligere direktør Steve Wange har fået importeret på ulovlig vis.

Hundested-virksomheden skulle derved have brugt kinesiske ingredienser i sine mælkeprodukter, som bliver markedsført i Kina som danske.

Sidste år købte Mille Food A/S, der ejes af Mille Dairy Co. Ltd i Shanghai, en stor produktionsbygning i Roskilde. Håbet med den nye fabrik er, at virksomheden kan producere endnu mere modermælkserstatning til kineserne.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis' oplysninger er det nu Christian Dehlholm, der i rollen som ny direktør skal forsøge at indfri forventningerne til den sjællandske virksomhed.

Han kommer med en baggrund i dansk fødevareindustri med mere end 15 års relationer til Kina. Christian Dehlholm kommer senest fra en stilling som direktør for forskning og udvikling i Mille Food A/S.

Han har til opgave - i et tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen - at bringe orden i de kritisable forhold og derpå sætte en ny kurs for Mille Food, forklarede bestyrelsesformand Axel Castenschiold til avisen i sidste uge.