Lars Werge: Paradokset om arbejde og uddannelse

MANDAG MORGEN kunne Berlingske fortælle sine læsere, at et ”fagforbund presser regeringen”.

Bag denne konstatering var en analyse af et udspil, som Dansk Metal lancerede samme morgen: Beskær antallet af unge, der vælger gymnasiet, med 3.000 om året, og send dem i stedet i lære i jern- og metal-industrien.

På den måde ville regeringen løse tre udfordringer: Man hjælper arbejdsgiverne, der mangler faglært arbejdskraft. Man formindsker på sigt antallet af nyuddannede akademikere, som notorisk har en høj ledighed.

LÆS OGSÅ: ”Når jeg er færdig som minister, gider jeg ikke at diskutere praktikpladser mere”

Og samlet kan det ifølge Berlingskes analytiker betyde, at vejen bliver banet for, at S-regeringen kan indfri sit valgløfte til bryggeriarbejderen Arne Juhl om, at det skal være hans tur.

Måden, Berlingske havde sin solohistorie på, kunne indikere, at Dansk Metal har været så venlige at give redaktøren et prik på skulderen nogle dage før, og har givet ham historien ”solo”.

Men var det alligevel for meget at forvente, at avisen havde underkastet et udspil fra en af de store, danske fagforeninger et realitets-check. Måske endda en kritisk, journalistisk gennemgang?

Sagen er nemlig, at der sådan set ikke er mangel på elever på erhvervsuddannelserne. Men der er fortsat, som der har været det år efter år efter år, mangel på praktikpladser.

I august 2018 opgjorde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der manglede omkring 10.000 praktikpladser til de unge under uddannelse. Det tal er fortsat på samme niveau ifølge kilder i fagbevægelsen.

Og for et halvt år siden beskrev ”Jern- og Maskindustrien”, som er et medie for – ja, rigtig gættet – jern- og maskinindustrien, at alene på industritekniker-uddannelsen manglede der akut 38 elever.

”Situationen er meget kritisk. Og det er nyt for os, at så mange unge mennesker sidder rundt om i landet på de tekniske skoler og ikke kan få en praktikplads,” sagde en erhvervs- og uddannelseskonsulent til mediet 14. maj i år.

Med andre ord: Udfordringen for erhvervsuddannelserne er ikke, at mange unge vælger at gå i det almene gymnasium.

Udfordringen er, at der ikke er praktikpladser til eleverne; dermed er det i højeste grad et arbejdsgiveransvar at få rettet op på situationen, men det var ikke i den retning, at Berlingske kiggede i sin dækning af Dansk Metals udspil.

LÆS OGSÅ: Fagforbund ønsker loft over antallet af studenter

Der kan være masser af gode grunde til at se på, om for mange unge mennesker vælge at gå fra 9. eller 10. klasse i det almene gymnasium i disse år.

Dansk Metal angiver i rapporten, at godt 60 procent af en ungdomsårgang tager en gymnasial uddannelse, hvad der i parentes bemærket dækker både det almene gymnasium, teknisk gymnasium, handelsgymnasiet og HF. Med andre ord bliver begreberne lidt uklare på dette punkt.

Men at stoppe for muligheden ved at begrænse adgangen strider helt grundlæggende mod nogle af de værdier, som den selvsamme fagbevægelse, som Dansk Metal er en vigtig aktør i, er bygget på: Fri og lige adgang til uddannelse har været et mantra gennem generationer, men måske ikke så meget længere?

Når der også er grund til at anholde Dansk Metals budskab, så hænger det også sammen med nogle andre og desværre mere grundlæggende faktorer i den måde, det danske samfund har udviklet sig på.

For på trods af det fri uddannelsesvalg, og på trods af, at de universelle velfærdsgoder i Danmark også rummer SU på alle niveauer af uddannelse, med mindre der er lærlinge- eller praktikløn, så er klasse-skellet stadig alt, alt for tydeligt i valg af uddannelse.

Det er blandt andet løbende blevet påvist af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at den sociale arv er vanskelig at udfordre i Danmark. Antallet af unge, der er vokset op med ufaglærte forældre, og som tager en uddannelse efter folkeskolen, er lavt.

Ser man på, hvor de nyuddannede 30-årige akademikere til gengæld kommer fra, så er det med en klar overvægt af børn fra overklassen og den højere middelklasse. De riges børn tager lange uddannelser og lægger dermed et fundament, der statistisk set vil fastholde dem i overklassen og den højere middelklasse.

Den sociale mobilitet – altså det, at børn klarer sig bedre end deres forældre og dermed kan bryde et mønster – er tilsvarende fastlåst, hvilket blandt andet blev overbevisende dokumenteret i bogen ”Klassekamp fra oven” (2014 – Lars Olsen m.fl.) med konklusionen: ”Sandsynligheden for, at børn af underklassen havner i underklassen, er stigende!”

LÆS OGSÅ: Vi må kigge på akutte løsninger for praktikpladser

Ønsker man som fagforening at fastholde et samfund, hvor den sociale arv er så cementeret som i Danmark, så giver det selvfølgelig god mening, at Dansk Metal spiller ud med et krav om at beskære optaget på gymnasierne.

Det er vanskeligt at se, at det skulle være en fagforenings politik; også i Dansk Metal må der være medlemmer, der drømmer på deres børns vegne, at de vil tage endnu et trin op ad velfærdsstigen. Der findes fortsat familier, der ikke har fejret den første student – deres drømme tilgodeses ikke ved at begrænse adgangen til gymnasiet.

Sagt mere tydeligt ville det måske få en mere direkte effekt på antallet af unge, der vælger gymnasiet fra og en erhvervsuddannelse til, hvis blandt andet Dansk Metal fokuserede på, hvad der i denne sammenhæng må være kerneopgaven.

Og så kunne man samtidig lægge sig i sporet af nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes bog ”Kloge Hænder” fra 2013, hvor han fint og modigt gør sig til fortaler for at tale håndværksfag og erhvervsuddannelserne op og styrke deres anseelse. Vel at mærke ikke som modsætning til længere og akademiske uddannelser.

Der er ingen grund til at fortsætte den paradoksale diskussion om arbejde og uddannelse på nogle forkerte præmisser og på en bund af bashing mod længere uddannelser og universiteter. Det kan fagforeningerne fint overlade til det borgerlige Danmark, mens de arbejder på løsninger til gavn for hele Danmark.