Lars Seier Christensen: Spis løs af sushien

13. feb 2014, 09:00
I går indledte 3Fblokaden mod restaurantkæden Letz Sushi. Indlæg for og imod medarbejdernes kamp for overenskomst florerer på sociale medier. Også kendte stemmer blander sig.

I går startede 3F sin konflikt mod Letz Sushis restauranter i København, og der var demonstrationer foran kædens butikker på Nørrebro, Christianshavn og Indre By.

Medarbejdernes kamp for at få tegnet en overenskomst høster både opmuntrende, sarkastiske og provokerende tilråb på de sociale medier. Blandt andet har debattør og Saxo-Bank-direktør Lars Seier Christensen opfordret til, at man mæsker sig alt hvad man kan i Letz Sushi-lækkerier.

“Jeg holder meget af sushi. Nu ved jeg heldigvis, hvor jeg skal spise det næste gang, jeg er i Danmark. Hvis du også holder af japanske delikatesser, så ligner dette et sted der får brug for, og fortjener, dit besøg," har Liberal Alliance-tilhængeren skrevet på sin Facebook-profil.

Er du til rå fisk, så spis den et andet sted

Andre markerer klar opbakning til den gruppe af medarbejdere, der har meldt sig ind i 3F og kræver, at arbejdspladsen indgår en overenskomst.

“God kamp. Og jeg håber der kommer en overenskomst med 3F, det har alle de ansatte fortjent. Og at en arbejdsgiver vil svindle de ansatte, det skal bare stoppes,” skriver Peter Hasselbalch Larsen.

Leif Donsbæk skriver:

"Hvis man er til rå fisk, så synes jeg at man skal spise den et andet sted end LETZ SUSHI - indtil de tegner overenskomst."

Indehaver af Letz Sushi Louise Ertmann Baunsgaard kom for alvor på kant med den gruppe af ansatte, der kæmper for at få landet en overenskomst, da hun fyrede deres talsmand Ulrik Frost, som havde arbejdet i kæden i seks år.

Med sagen indskriver Letz Sushi sig i rækken af af spisesteder, der i de senere år har kæmpet med fagbevægelsen om overenskomst for en personalegruppe, der sjældent er særligt godt organiseret, fordi mange er unge og deltidsarbejdende. Andre kendte eksempler er Agnes Cupcakes og Joe and The Juice.