I sin stresstest kigger Nationalbanken på en række scenarier for at vurdere, om bankerne i Danmark kan klare dem. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nationalbanken advarer: Enkelte banker kan komme i fare

27. maj 2020, 08:55
Stresstest af banker viser, at den finansielle stabilitet ikke er truet - men enkelte banker kan være det.

De danske banker står bedre rustet til en recession end før finanskrisen, konkluderer Nationalbanken efter at have udført en stresstest af bankerne. Men enkelte banker kan komme i fare, hvis coronakrisen bliver lang og hård.

- I stresstestens hårdeste scenarier bryder nogle mellemstore banker med minimumkravene til deres kapital, men det truer ikke den finansielle stabilitet. Flere af de største banker overskrider kravene til deres kapitalbuffere, skriver Nationalbanken i sin analyse.

- Enkelte mellemstore banker er i fare for at gå ned.

I sin stresstest kigger Nationalbanken på en række scenarier for at vurdere, om bankerne i Danmark kan klare dem.

Det ene scenarie er et hårdt men kortvarigt fald. Det betegnes som et V-scenarie baseret på udviklingen i Danmarks bruttonationalprodukt.

Det såkaldte hårde scenarie er en langstrakt recession. Her skrumper Danmarks økonomi langsommere. Til gengæld sker faldet over længere tid og økonomien retter sig langsommere og i mindre grad.

Det er i det scenarie, at Nationalbanken kan se, at enkelte banker kan komme i problemer med at have penge nok liggende.

Stresstesten er en teoretisk øvelse, og Nationalbanken understreger selv, at de tænkte scenarier er netop det: Tænkte scenarier.

- Det skal understreges, at scenarierne netop blot er scenarier og utvivlsomt vil afvige fra den udvikling, der venter forude, skriver Nationalbanken.

Formålet med testen at blandt andet at undersøge, hvordan det der kaldes systemiske banker klarer sig. Systemiske banker er de særligt store banker, hvis ve og vel har betydning for hele det økonomiske system.

- Med forbeholdene om usikkerhederne ved beregningerne in mente viser stresstestmodellen følgende: De systemiske banker klarer sig, hårdheden af scenariet taget i betragtning, fornuftigt i det langstrakte recessionsscenarie, skriver Nationalbanken.

- Enkelte banker overskrider i beskedent omfang deres bufferkrav.

Nationalbanken fremhæver også, at selv om faldet i det såkaldte V-scenarie er hårdere, så er det faktisk en mere langstrakt recession, der gør mest ondt på bankerne.

Kombinerer man både et hårde fald med et langsommeligt comeback til dansk økonomi, så "overskrider adskillige banker kravene til deres kapitalbuffer", skriver Nationalbanken.

/ritzau/