Karoly Németh skal betale en klækkelig bøde, ligesom landsretten har besluttet, at han skal betale 25.000 i sagsomkostninger til Advokatnævnet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Advokat gik over stregen på Facebook: Skal betale stor bøde

12. dec 2019, 11:47
Karoly Németh gik over stregen, da han sendte grove kommentarer til en sagsøger, fastslår Østre Landsret.

Da advokat Karoly Németh i 2017 sendte grove kommentarer på Facebook til en sagsøger i en sag, som Németh selv var advokat i, gik han over stregen og i mod god advokatskik.

Sådan lød det dengang fra Advokatnævnet, som gav ham en bøde på 100.000 kroner. Torsdag har Østre Landsret stadfæstet den dom, som også har været forbi byretten.

Karoly Németh skal altså betale den klækkelige bøde, ligesom landsretten har besluttet, at han skal betale 25.000 i sagsomkostninger til Advokatnævnet.

Sagen begyndte oprindeligt i 2017, da den 77-årige advokat skrev et par grove kommentarer på Facebook mod Jan Aage Jeppesen, som i den periode havde anlagt en injuriesag mod Karoly Némeths klient Bent Jensen.

Sagen udsprang af, at historiker Bent Jensen i 2014 udgav bogen "Ulve, får og vogtere", hvori han nævner, at Jan Aage Jeppesen arbejdede for DDR’s efterretningstjeneste Stasi i 1980’erne.

I en passage skriver Bent Jensen, at "han var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler".

Jan Aage Jeppesen samarbejdede rigtignok med Stasi - har han forklaret - men udsagnet om, at han var skyld i fængslinger af østtyskere faldt ham for brystet.

Derfor trak han forlaget Gyldendal og Bent Jensen i retten. Men undervejs ytrede han sig om sagen på Facebook og kritiserede i samme ombæring Bent Jensens advokat, Karoly Németh.

Det faldt Németh over, men i stedet for at ignorere det, svarede han igen med to kommentarer. I den ene skrev han: "En STASI STIKKER SOM JAN AAGE J HAR INGEN ÆRE!!".

Det er uvist, hvad han skrev i den anden kommentar.

Németh gik over grænsen for, hvordan en advokat bør opføre sig, lød det dengang fra Advokatnævnet.

/ritzau/