LAkandidat: Betragt kriminelle som trælle

15. nov 2013, 11:45
En kandidat fra Liberal Alliance på Samsø vil fratage kriminelle stemmeretten og sammenligner med sanktionerne mod trælle i vikingetiden.

Hvis man i vikingetiden forbrød sig mod samfundet, så blev man træl, og så mistede man sine rettigheder. På samme måde bør kriminelle miste deres rettigheder - herunder retten til at stemme. Sådan lyder meldingen fra Liberal Alliances kandidat på Samsø, Stig Ove Andersen i Jyllands-Posten i dag.

LA-kandidatens udtalelser understreger, at det ind imellem kan være svært for et moderparti at styre tropperne rundt om i landet. 

“Der skal jo være en konsekvens i retssystemet. Men når man har udstået sin straf, er man en fri mand igen. Så må man stemme igen,” siger Stig Ove Andersen og fortsætter med en sammenligning:

“Hvis man i vikingetiden forbrød sig imod samfundet, så blev man træl. Så mistede man sine rettigheder.”

Partiets pressechef har efterfølgende i en mail til samtlige kandidater understreget, at det ikke er moderpartiets holdning, at kriminelle skal miste deres stemmeret.

Men der er nu andre kandidater, der er ret ligeglade med den udmelding og bakker Samsø-kandidaten op. Således siger LA-kandidat i Nyborg Knud Erik Petersen til Jyllands-Posten:

“Mordere voldtægtsforbrydere og andre kraftigt kriminelle har sat sig selv ud på et sidespor. De melder sig selv ud af samfundet, og så mener jeg helt klart, at de skal have frataget deres stemmeret," siger Knud Erik Petersen.