Lagermand: Erstat jobcentre med vikarbureauer

18. jul 2013, 05:55
For Anders Pedersen blev et vikarbureau billetten væk fra jobcenter og dagpenge. Faktisk mener den 40årige lagermand, at private vikarbureauer burde erstatte de kommunale jobcentre.

Når der skal fyldes vaskepulver og sødmælk på hylderne i Føtex, er det blandt andre Anders Pedersen, der plukker varerne fra lageret.

Siden foråret har han arbejdet som vikar for at forsørge sin familie. Anders Pedersen læser til finans-økonom, men har sat studie på standby, fordi han er flyttet til en ny studieby.

"Jeg kan arbejde så meget, som jeg vil. Der er ingen begrænsning på. Det er det, der tiltrækker mig," fortæller den 40-årige lagermand.

Anders Pedersen er en af de danskere, der har fået glæde af det boom, der lige nu sker i antallet af vikarer. Fra 2012 til 2013 er antallet af vikarer øget fra 20.900 til 22.400.

I samme periode har vikarbureauet Adecco, som Anders Pedersen er tilknyttet, oplevet en stigning på 40 procent.

"Der er masser af lagerjob at få, så det passer mig meget godt at arbejde med det," forklarer Anders Pedersen, der har et fast vikariat i otte uger.

Vikariatet er på hverdage, men arbejdsmoralen fejler ingenting, så Anders Pedersen har også en weekendtjans via et andet vikarbureau.

"Mine børn er på ferie i øjeblikket, så jeg kan knokle igennem," fortæller han.

Offer for verbale tæsk

Anders Pedersen meldte sig som vikar, mens han var på dagpenge.

"Jeg oplevede selv et boost, da jeg fik meldt mig til. Der gik kun en uge, så havde jeg et vikariat," husker han.

Faktisk er han så glad for den arbejdsformidling, han har fået, at han ville foretrække, at de kommunale jobcentre blev erstattet med vikarbureauer.

"Nu har jeg været på dagpenge, og det system er enormt dyrt og ineffektivt. Det burde være obligatorisk for ledige at melde sig til et vikarbureau og få tilbudt reelt arbejde," mener han.

Lagervikaren forstår godt, at jobcentrene i den seneste tid har været under skarp kritik.

"Når du har bekræftet, at du rent faktisk har søgt job, læner jobcenter-medarbejderen sig bare tilbage. Der er ingen motivation. Vikarbureauerne skal jo tjene penge, så de har en anden motivation til at skaffe dig et arbejde," mener Anders Pedersen.

Hænger ikke på kedelige kolleger

Når han knokler igennem, kan han tjene cirka 25.000 kroner på en måned. Han lærer nye mennesker at kende og savner ikke at have faste kolleger.

"Jeg undgår at være bundet til en bestemt arbejdsplads i for eksempel fem år. Nogle gange kan det være en fordel ikke at skulle hænge på de samme kolleger i længere tid," siger han med et skævt smil.

Anders Pedersen har planer om at starte på anden halvdel af sit studie til september, men helt slut med at være vikar er det ikke.

"Jeg vil gerne have et fast vikariat ved siden af studiet, så det er ikke noget, jeg er færdig med. Min familie og jeg kan ikke leve af min SU," forklarer han.