c20201122190433350_1000
'Arbejdstempoet slider. Jeg holder højst til 10 år mere som lagerarbejder, så er jeg klar til at gå på førtidspension.' Foto: Anders Palm Olesen, Fagbladet 3F/

Lagerarbejder på stærk smertestillende som 24-årig

23. nov 2020, 06:15
24-årige Alexander Johansen er allerede så slidt i ryg og knæ, at han må tage stærk smertestillende medicin for at klare jobbet. Vi er ikke robotter, siger han.

Jo hurtigere og billigere varerne skal leveres, jo ringere bliver arbejdsforholdene for os lagerarbejdere ude på lagrene.

Det siger lageroperatør Alexander Johansen på 24 år, der håndterer de varer ude på lageret, som du køber på nettet og i butikkerne. Men han er slidt fysisk og psykisk, selv om den 1.95 høje lagerarbejder har en stærk fysik og psyke, der ellers kan holde til meget.

- Arbejdstempoet slider. Jeg holder højst til 10 år mere som lagerarbejder, så er jeg klar til at gå på førtidspension, siger Alexander Johansen, der har den treårige lageroperatør-uddannelse på cv’et, til Fagbladet 3F.

Han har arbejdet tre et halvt år på et større østjysk lager, hvor han håndterer varer og pakker fra leverandørerne, og sætter dem på plads på det store lager.

- Jeg har rygproblemer og mine knæ er blevet rigtig dårlige og skal scannes. Du skal nå arbejdet, ellers bliver du kaldt til samtale, og så kommer frygten for at blive fyret, siger han og fortsætter:

- Derfor tager man chancer og løfter dumt for at nå det. Jeg tager stærk smertestillende medicin hver morgen, for ellers kan jeg ikke komme op om morgenen og tage på arbejde, fortæller Alexander Johansen, der er fra Hasselager ved Aarhus.

Han understreger, at det hårde arbejdstempo også rammer sikkerheden.

– Man skal nå arbejdet til tiden, og derfor tage man chancer mange gange, hvor sikkerheden bliver sat til side. Det betyder ulykker og nærved ulykker, hvor kollegerne risikerer at dø en dag, siger han.

Som eksempel på en chance nævner han, at når en gaffelløfter løfter paller med varer op i højden, smutter man lige ind under og tager varer.

- Jeg skal nå at blive færdig, ellers har jeg en leder, der står, og siger: Hvorfor er du ikke færdig? siger han.

Han skal nå at arbejde et bestemt antal minutter pr dag.

- Hvis du vælter med noget, skal du indhente minutterne, ellers bliver du kaldt til samtale, hvor du får at vide, at du skal stramme op. Når vi går på toilet overvåger lederne, hvor længe man har siddet på toilettet. Varer det for længe, bliver du kaldt til en samtale, siger han.

Det dårlige psykiske arbejdsmiljø ude på lagrene forstærkes af en hård tone fra mellemledere.

- Man bliver talt ned til og kan få en sviner, hvor en leder siger: ”Du er den mest uduelige her på lageret”. Man får en fornemmelse af, at man ikke er noget værd. “Pas dit arbejde, ellers finde vi en anden til det”, siger de. Så tænker man: Åh nej, skal jeg nu til samtale, bliver jeg nu fyret? Det giver stress i kroppen og påvirker rigtig meget psykisk, siger han.

Han fortæller, at melder man sig syg, risikerer man at få en sms efter bare én sygedag.

- Hvor lederne spørger: “Kan du ikke lige møde ind i morgen, for vi har utrolig travlt”. Det er en stor frustration for mig og kollegerne, siger han og peger på, at det går ud over privatlivet.

Presset tager han med hjem i privaten til sin kæreste og to små børn.

- Når jeg kommer hjem, er jeg for træt og udkørt til at være den far for mine børn, som jeg gerne vil være, Jeg bruger alle mine kræfter på arbejdet , og min kæreste og børn kan mærke, at jeg er blevet en anden, siger han.

Når Alexander Johansen og kollegerne prøver at klage over forholdene til mellemlederne, får de som regel at vide, at “det skal de nok se på og bringe videre”.

- Men der sker ingenting. De ting, som jeg har klaget over, er bare blevet glemt, understreger han.