Lærlingjubel: Sådan kommer murerne i praktik

13. feb 2014, 08:00
I Aarhus har man fundet opskriften på, hvordan flere virksomheder tager lærlinge.

Hvert år må mange unge droppe deres erhvervsuddannelse, fordi de ikke kan finde en praktikplads. I Aarhus har man imidlertid med en ny metode formået at vende nedgangen i antallet af praktikpladser for murerlærlinge, skriver TV2 Østjyllands hjemmeside, tv2oj.dk.

Ved at lave mere opsøgende arbejde og have tæt kontakt med byggebranchen har erhvervsskolerne formået at få syv procent flere lærepladser i 2013 i forhold til året før.

Det selvom praktikpladser på landsplan faldt med 14 procent.

"Der er i Aarhus vældig gang i byggeriet både på havnen, i Skejby og en masse andre steder rundt om i byen, men jeg tror den væsentligste faktor er vores store opsøgende arbejde via vores virksomhedskonsulenter og vores tætte netværk til byggebranchen i Østjylland. Det er den daglige kontakt, som gør den helt store forskel," siger uddannelseschef fra AARHUS TECH, Lotte Kruse til tv2oj.dk.

Kilde: TV2oj.dk.