Lærere vil beholde lang ferie

27. jan 2014, 15:25
De norske kommuner er i gang med et opgør med lærernes arbejdstid, der kan komme til at ligne den danske slåskamp fra sidste år. Kommunerne vil blandt andet slanke antallet af ferieuger.

Den norske pendant til Kommunernes Landsforening - KS - er i færd med at pille ved lærernes arbejdstid, skriver nyhedsmagasinet Danske Kommuner. Og noget tyder på, at de norske parter kan komme til at opføre samme konflikt-forestilling, som sidste forår lagde de danske klasseværelser øde.

De norske kommuner vil have ret til at pålægge lærerne en arbejdstid på 45 uger årligt i stedet for de nuværende 38. De skal have kortere ferie og længere arbejdsdage, og KS vil udvide skoleledernes beføjelser, så de i højere grad selv kan tilrettelægge arbejdet.

Det får lærernes organisationer i Norge til at rase og rasle med strejke-sablen.

“Når forhandlingsretten er på den enkelte skole, indebærer det, at skolelederen får mulighed for at diktere. Det fjerner grundlaget for demokrati på arbejdspladsen,” siger leder af Skolernes Landsforbund Anne Finborud til netmediet FriFagbevegelse.no.

Også Utdanningsforbundets leder Ragnhild Lied mener, at manøvren er et angreb på lærernes forhandlingsret.

Argumentet fra KS - altså arbejdsgiveren - lyder som noget, vi også har hørt i Danmark.Direktør Per Kristian Sundnes siger til Dagens Næringsliv.

“Vi ønsker at flytte ledelsesretten til arbejdsgiverne og give større mulighed for, at skolelederne lokalt kan fastsætte arbejdstiden.”

Hvis ikke parterne når til enighed er forbundene klar til en storstrejke.