Lær at læse eller bliv trukket i kontanthjælp

24. feb 2013, 06:01
Kontanthjælpsmodtagere under 30, der ikke har en ungdomsuddannelse, skal lære at læse, skrive og regne. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen S vil afsætte 250 millioner kroner til basale færdigheder.

Kan du stave til tavlekridt?

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener, at alt for mange unge kontanthjælpsmodtagere ville svare nej. Derfor vil hun nu afsætte en kvart milliard til voksenundervisning.

Unge under 30 skal lære at læse, skrive og regne. Og hvis de pjækker, bliver de trukket i kontanthjælpen.

Forslaget er et element i det oplæg til en kontanthjælpsreform, som ministeren forventes at præsentere i starten af næste uge.

"Det må være i den unges egen interesse, så jeg vil tro, at langt de fleste vil tage imod det. Man må dog ikke se bort fra, at der er nogle i den her målgruppe, der har ret dårlige erfaringer med at være på skolebænken," siger Mette Frederiksen til Avisen.dk.

Hvis de unge ikke bider på guleroden, lover ministeren pisk.

"Hvis samfundet betaler for et kursus, så dine beskæftigelsesmuligheder bliver bedre i fremtiden, og du ikke dukker op, så kan du sanktioneres," siger hun.

Slut med korte eventyr

Ministerens forslag er en reaktion på en rapport fra revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte, der udkom i 2012. Rapporten konkluderede, at mindre end 10 procent af de 108.000 bogligt svage kontanthjælpsmodtagere fik et tilbud om at blive bedre til at læse, skrive og regne.

"At flytte unge fra kontanthjælp over i beskæftigelse kan hurtigt blive et meget kort eventyr. Vi skal have dem til at bide sig fast på arbejdsmarkedet, og det kræver både helt basale færdigheder og uddannelse," siger Mette Frederiksen.

Ifølge ministeren er forslaget et forsøg på at nytænke indsatsen på de kommunale jobcentre.

"Det har været et mantra i mange år, at man hurtigst muligt skulle tilbage på arbejdsmarkedet, hvor vi er ved at dreje beskæftigelsespolitikken derhen, hvor det bliver den bedste vej tilbage," siger hun.

Dermed sætter ministeren igen fokus på jobcentrenes indsats.

"Det burde jo logisk være sådan, at man brugte nogle af kræfterne på det her område, men vi kan se, at det ikke er noget, man bruger ret mange penge på," siger Mette Frederiksen.

Alle under 30 skal screenes

Pengene til at finansiere dette element af kontanthjælpsreformen vil regeringen tage fra den udskældte aktivering, som Avisen.dk tidligere har skrevet om.

For eksempel tjente et privat jobfirma tusindvis af kroner på at aktivere ledige ved at undervise dem i Hitlers håndskrift.

Regeringen vil investere de 250 millioner i voksenundervisning, fordi den mener, at det er et "undervurderet demokratisk problem", at så få kontanthjælpsmodtagere kan klare sig uden ordbog og regnemaskine.

"Vi ved, at vi har nogle drop outs. Vi ved også, at der er nogle, der har et karaktergennemsnit, der ikke er godt nok. Vi ved også, at der er nogle, der måske nok har færdiggjort folkeskolen, men som faktisk har svært ved at læse, skrive og regne," siger Mette Frederiksen og tilføjer:

"Hvis basale færdigheder er forudsætningen for, at de unge kommer og bliver i arbejde, vil vi gerne investere det, der kræves."

Initiativet er rettet både mod dem, der er jobparate og dem, der er længere væk fra et fast job.

"Alle unge under 30, der ikke har en ungdomsuddannelse, skal screenes. Hvis de har behov for at få fyldt nogle kompetencer på, så får de det, så de kan godt være jobparate," siger hun.

Knækker ikke kurven

Beskæftigelsesministeren erkender dog, at undervisning i læsning, skrivning og regning ikke knækker arbejdsløshedskurven.

"Vi løser ikke beskæftigelsessituationen med en kontanthjælpsreform. Det gør vi med den økonomiske politik og vores evne til at skabe flere ikke mindst private arbejdspladser," siger Mette Frederiksen.