Læger scorer lukrativ bonus i luften

31. jan 2010
Lufthansa har succes med at tilbyde læger en særlig bonus. Det skal forhindre panik i flykabinen. Lægeforeningen er dybt forundret.

"Er der en læge ombord?!"

Højtlønnede danske læger tjener gerne en ekstra skilling på at tage i mod et tilbud fra flyselskabet Lufthansa.

Selskabet reklamerer med, at læger får 5.000 bonuspoint samt invitationer til kongresser, hvis de tilmelder sig flyselskabets bonuspointsystem.

Formålet er at undgå dødsfald, panik i kabinen og en kostbar mellemlanding.

Tilmelder lægerne sig, vil de være markeret besætningens passagerliste, hvor det også fremgår, hvad lægens specialistområde er.

"Vi har været noget overraskede over den store respons, der har været fra lægerne side," siger John Nielsen, direktør for Lufthansa i Danmark.

Forundring

Lægernes egen organisation tager afstand fra bonusordningen.

"Jeg er dybt forundret," siger formanden for Lægeforeningens etiske udvalg, Poul Jaszczak.

"Læger er – uanset dette salgsstund fra Lufthansa - forpligtet til at hjælpe mennesker i nød," siger han.

"Og den såkaldte bonusordning er er en del af en mærkelig tendens, der er udbredt i Danmark: Alle skal have bonus og fordele, som andre ikke kan få."

Spiritus og cigaretter

Bonuspoint kan bl.a veksles til rejser, hotelophold eller spiritus og cigaretter i taxfree-butikker. Eksempelvis kan man for omkring 20.000 bonuspoint leje en bil i en weekend.

Tilbuddet markedsføres bl.a. på websider tilhørende de vikarbureauer, der sender danske læger på arbejde i udlandet.

For selskabet er det rasende dyrt at mellemlande, hvis det er nødvendigt for at give passageren den nødvendige behandling.

"Det er forbundet med store omkostninger til landingsafgifter, udgifter til brændstof og til at transportere de raske passagerer videre," siger John Nielsen.

Han fortæller, at systemet også skal sikre en rolig stemning i flykabinen.

Ved, hvor lægen er

"Spørger kabinepersonalet over højtaleren, om der er en læge ombord, kan det skabe en meget urolig stemning i flyet. Det kan vi undgå, fordi vi med ordningen altid ved, hvor lægen sidder. Så kan man henvende sig diskret til lægen," siger han.

Han oplyser, at lægerne modtager en "erkendtlighed," en form for gave eller aflønning, hvis de hjælper en passager. Præcis hvad, ved han ikke.

Svært at selvangive

Til gengæld skal lægerne opgive det, de belønnes med og forbruger til Skat. Men det kan være svært for lægerne at vide, hvilket beløb de skal skrive på selvangivelsen til Skat.

Lufthansa kan nemlig hverken oplyse lægerne eller Avisen.dk, hvad eksempelvis 5.000 bonuspoint svarer til i kroner og ører.

"Hvis ikke lægerne bruger de point, de tjener, har de ikke haft nogen indkomst og skal ikke betale skat. Derfor undlader mange læger at bruge pointene. Men det er en sag mellem dem og Skat," siger Lufthansa-direktøren.

SAS giver ikke bonus

SAS tilbyder ikke læger bonus for at være med ombord.

"Men hjælper en læge passager, giver vi vedkommende en eller anden form for erkendtlighed," oplyser Mikkel Thrane, kommunikationschef i SAS.