Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, ønsker sine tidligere partifæller Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund tillykke med stiftelsen af partiet Fremad.

Han afviser dog, at partiet skulle være en konkurrent.

- Nej, det synes jeg ikke. Vi har en stærk liberal platform, og jeg tror stadig, der er brug for et klassisk liberalt parti i et land, som er gennemsyret af socialdemokratisk logik.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Jeg er overbevist om, at vi går lysere tider i møde, lyder det.

Vanopslagh ser i stedet frem til at samarbejde med det nye parti om dagsordener, hvor de formentlig vil være enige.

- Det er for eksempel personlig frihed. Politikerne skal blande sig mindre i borgernes liv.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi på sådan nogle dagsordener sikrer, at de liberale holder sammen, siger han.

Ammitzbøll-Bille og Egelund er tidligere topfolk i Liberal Alliance og har begge for nylig forladt LA.

De stifter nu partiet Fremad, fordi de mener, der mangler et "værdiliberalt midterparti" i dansk politik.

Om de har ret, og om der er plads til et nyt parti i blå blok, vil Alex Vanopslagh lade være op til kommentatorer og vælgere at bedømme.

- Jeg kommer dog ikke til at stemme på dem, så meget kan jeg godt sige, tilføjer han.

Partiet Fremad peger på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som statsminister efter et valg, men flere kommentatorer mener ikke, at det er en fordel for Venstre-formanden.

Børsens politiske kommentator Helle Ib forudser stort stemmespild i blå blok, når endnu et parti skal forsøge at komme over spærregrænsen ved næste valg.

Fremads fem mærkesager er en fair og fast udlændingepolitik, at tage klimaudfordringerne alvorligt, at være en stærk europæisk stemme, at arbejde for et økonomisk konkurrencedygtigt Danmark samt frihed til forskellighed.

/ritzau/