Støjberg har efter delberetningen selv lagt vægt på, at kommissionen fastslår, at hun ikke har givet en tjenestebefaling til embedsværket om at administrere i strid med loven. Altså at hun ikke selv har givet en direkte ordre. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LA melder ud om Støjberg: Hun skal for en rigsret

15. dec 2020, 11:01
Støjberg var advaret om ulovlighed og har vildtledt Folketinget ifølge kommission. LA vil have en rigsret.

Liberal Alliance melder som det første parti i blå blok ud, at der skal rejses en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Det skriver Berlingske.

Meldingen kommer, dagen efter at Instrukskommissionen har offentliggjort konklusioner om, at Støjberg blev advaret om, at det var klart ulovligt at adskille asylpar.

- Kritikken er så alvorlig og klar, at det bliver nødt til at blive undersøgt af en domstol, og det er i det her tilfælde en rigsret.

- Den skal undersøge, om Inger Støjberg har gjort sig skyldig i lovbrud eller ikke, uddyber gruppeformand Ole Birk Olesen (LA) til Ritzau.

Partiet på tre mandater var ikke selv med til at nedsætte kommissionen, men går nu så vidt, at der skal rejses en rigsretssag.

Efter et års arbejde konkluderede kommissionen blandt andet, at instruksen fra 2016 om at adskille asylpar var ulovlig.

Derudover blev det konkluderet, at Støjberg blev advaret, og at Folketinget efterfølgende blev vildledt om forløbet.

To andre partier i blå blok Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har meldt ud, at en rigsretssag ikke er nødvendig. De Konservative vil først melde ud senere tirsdag efter et gruppemøde.

Støjberg har efter delberetningen selv lagt vægt på, at kommissionen fastslår, at hun ikke har givet en direkte ordre til embedsværket om at administrere i strid med loven.

Det samme har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, hæftet sig ved.

En række juraprofessorer har dog udtalt, at der i kommissionens omfattende materiale er stof nok til en rigsretssag.

Igennem historien er der kun rejst fem rigsretssager i Danmark. Et alternativ kan være at give Støjberg en politisk næse. Den vil reelt ikke få konsekvenser for hende.

Lige nu er der ikke et flertal for en rigsretssag. Partierne i rød blok vil først have en uvildig advokatvurdering af, om der bør rejses en rigsretssag eller ej. Derefter tager partierne stilling.

Regeringspartiet Socialdemokratiet spiller den afgørende rolle i den forbindelse.

- Det er for tidligt at drage konklusioner. Nu beder vi om, at eksterne, uvildige advokater er med til at vurdere kritikken, og så må vi tage stilling på den baggrund, siger retsordfører Jeppe Bruus (S).

Først torsdag fastsættes en tidsplan for, hvornår advokaterne skal komme med en indstilling. Det haster, fordi sagen 10. februar 2021 - femårsdagen for instruksen - bliver forældet.

/ritzau/