En kvinde kigger væk, mens Mette Frederiksen (S) forklarer om regeringens forslag til en tidlig pension. Måske har kvinden luret, at hun ikke kan få gavn af pensionen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Eksperter: Kvinderne bliver overset i Mettes pensionsplan

20. aug 2020, 09:40
Flere eksperter fortæller i dag, at kvinder ikke er tilgodeset i regeringens udspil til tidlig pension. Årsagen er, at det er mændene, der starter tidligt med at arbejde, mens kvinderne vælger de mellemlange uddannelser.

Kvinderne er blevet overset i regeringens plan for tidlig pension. Det vurderer Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet. Han siger blandt andet til Information, at udspillet vil øge uligheden mellem kønnene på arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: Så meget kan tidlig pension koste en familie årligt

Ifølge mediet vurderer regeringen, at der vil være 37 procent kvinder, der kan få den tidlige pension i 2025. Årsagen er den, at regeringens udspil er baseret på, at man kan få ret til den tidligere pension, hvis man i en alder af 61 år har været minimum 42 år på arbejdsmarkedet. Og det er et vilkår, der især tilgodeser mændene, fordi de typisk starter tidligere med at arbejde, mens kvinderne vælger en mellemlang uddannelse, som sygeplejerske og pædagog.

Statsministeren Mette Frederiksen (S) påpegede også kønsbalancen, da udspillet blev præsenteret i tirsdags. Derfor går udspillet også på, at deltidsstillinger og barsel tæller med som anciennitet.

Men det er ikke godt nok til at udligne forskellen, fordi de allerede er tydelige på jobmarkedet, mener Jo Krøjer, som er køns- og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet.

- Kvinder er i forvejen væsentligt ringere stillede, når det gælder pension og løn, fordi de varetager job i den offentlige sektor, som kræver mellemlange videregående uddannelser, men som typisk er lavere lønnet end andre job, der kræver et lignende uddannelsesniveau. På den måde bliver de strukturelle kønsmæssige uligheder, der er på det danske arbejdsmarkedet, yderligere cementeret med den her ordning, siger han til Information.

LÆS OGSÅ: Professor om danskernes stigende pensionsalder: 'Ren ønsketænkning'

Elisa Rimpler, der er formand for pædagogernes fagforening BUPL, mener også det er en skævvridning af kønsforskellene. Hun påpeger over for mediet, at pædagogerne både er ramt af at være presset fysisk og psykisk i deres arbejde, og at kun 25 procent forventer at kunne arbejde indtil pensionsalderen.