Kvindelig hotelgæst overrasket af nøgen mand

11. aug 2008
Natten til søndag fik en 33årig kvinde sig en voldsom forskrækkelse, da hun fandt en nøgen mand på sit hotelværelse.

Den nøgne mand lå i kvindens hotelseng, da hun låste sig ind på sit værelse på Hotel Royal i Århus natten til søndag klokken 3. Da hun fik øje på ham, rejste han sig op og gik hen mod hende, imens han kløede sig i skridtet.

Kvinden løb hurtigt væk fra værelset, og politiet blev kort derefter tilkaldt. Da patruljen ankom til hotellet, lå manden igen i sengen, hvor han havde dækket noget af kroppen med en af kvindens trøjer.

Det blev efter endt afhøring besluttet at køre manden til behandling på et psykiatrisk hospital.

- Han snakker fuldstændig sort, og det viser sig, at han har brug for psykiatrisk hjælp, forklarer vagtchef ved Østjyllands Politi Dan Homann til jp.dk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Da kvinden tidligere på aftenen gik ud, havde hun afleveret sit nøglekort i hotellets reception. Politiets teori er, at manden, der i løbet af aftenen var set på hotellets område, derefter har snuppet nøglekortet i et uopmærksomt øjeblik fra receptionistens side.

faktaboks