
Kvinde voldtaget af kollega: Fyret dagen efter, hun fortalte det til chefen
En kvindelig kontormedarbejder fortalte i december 2018 sin chef om en kollegas grove seksuelle chikane og voldtægt. Dagen efter modtog hun en fyreseddel
Det viser en byretsdom fra juli, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.
LÆS OGSÅ: Ny bog: Medarbejderne har mistet indflydelse på danske arbejdspladser
Ifølge arbejdsgiveren blev kvinden opsagt, fordi hun ikke havde sikret sig, at kollegaen havde en ren straffeattest, da han blev ansat. Han var nemlig tidligere blevet dømt for lignede episoder.
- Som advokat bliver jeg simpelthen forarget. Det er det tætteste, man kan komme på at give hende skylden for, at hun blev krænket, men uden at sige det direkte til hende, siger Maria Rasmussen, advokat i HK, til Ekstra Bladet.
Ifølge kvinden blev hun ringet op af den mandlige kollega mellem 20 og 50 gange dagligt, mens hun var på arbejde. Manden onanerede, mens han havde hende i røret. Derudover sendte han hende ifølge HK en række beskeder med ’meget groft seksuelt og voldeligt indhold’. Ifølge kvinden skubbede manden hende også ud på et toilet og befølte hende. Han er desuden efterfølgende blevet idømt syv års fængsel ved Østre Landsret for at have voldtaget kvinde flere gange i hendes private hjem.
Manden blev senere fyret. Det var dog ikke den seksuelle chikane af kvinden, der lå til grund for opsigelsen, men derimod andre problemer på arbejdspladsen.
Ved Retten i Nykøbing Falster blev kvinden i en civil sag tilkendt 25.000 kroner i erstatning fra arbejdsgiveren. Retten gav hende medhold i, at chefen ikke havde sikret 'et chikanefrit miljø’. Kvinden fik dog ikke medhold i, at fyringen kom efter hun var gået til ledelsen om chikanen.
Det har fået hende til at anke sagen til Østre Landsret. HK mener nemlig, at hun skulle have haft 150.000 kroner i erstatning og en godtgørelse svarende til et års løn, da fyringen kommer 'i en mærkværdig tidsmæssig nærhed' til, at hun gik til ledelsen og fortalte om chikanen.
Arbejdsgiveren ønsker ikke at udtale sig, oplyser advokat Jan Blicher Grunnet til Ekstra Bladet.