Lørdag eftermiddag blev en kvinde påkørt af en knallertkører på Christian IX’s Vej i Faaborg.

Nu efterlyser Fyns Politi føreren af den ældre knallert uden nummerplade.

LÆS OGSÅ: DR-stjerne konkurs: 160 millioner kroner i gæld

- Vil gerne se, om vi kan finde ham og få en snak med ham, siger vagtchef Ehm Christensen til TV 2/Fyn.

Ved påkørslen fik kvinden, der er omkring 70 år gammel, nogle knubs. Hun er chokeret, men ifølge den fynske tv-kanal slap hun fra episoden uden alvorlige skader.

Hun blev kørt væk fra stedet i en ambulance, men forinden talte hun kort tid med manden på knallerten.

Han fortalte til hende, at han hedder Peter, og ifølge flere vidner beskrives han som omkring 30 år gammel. Han er etnisk dansk, omkring 190 centimeter høj og kraftigt bygget.

Ved påkørslen tabte han en pose med øl. Han bar en mørk jakke med noget gult og rødt på, og han kørte væk fra stedet med retning mod Faaborg by.

Man kan kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger om, hvem manden er.