Kurven knækket: Kontakttallet faldet til 0,8

6. okt 2020, 13:40
Epidemien er aftagende i Danmark og ti smittede smitter nu i gennemsnit otte andre.

Kurven er knækket, skriver sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på Twitter, efter at kontakttallet er faldet til 0,8.

Kontakttallet, der også er kendt som smittetrykket, er faldet til under 1, og dermed er epidemien aftagende i Danmark.

- Tak til alle, der hver dag gør en indsats for at bryde smittekæderne. I Europa har epidemien stadig alt for godt fat, og vi kan se, at smitten stiger mange steder, skriver Magnus Heunicke.

- Virus er her stadig, så det er afgørende, at vi holder fast.

Når kontakttallet er på 0,8, betyder det, at ti smittede i gennemsnit smitter otte andre.

Det betyder, at der lige nue bliver færre smittede med coronavirus.

Kontakttallet har været faldende de seneste uger. I sidste uge var kontakttallet 1,1, og i ugen før var kontakttallet 1,3.

Epidemien var aftagende i det meste af august, men i starten af september steg kontakttallet igen til cirka 1,5, hvilket er det højeste, tallet har været i Danmark, siden pandemien indtraf her.

Da kontakttallet begyndte at stige, introducerede regeringen nye tiltag.

Caféer, barer og restauranter skal dermed lukke klokken 22, og det er obligatorisk at bære mundbind, når man står op indenfor på sådanne restaurationer.

Forsamlingsforbuddet blev også sænket til 50 fra 100.

Tiltagene blev først introduceret i kommuner med særligt bekymrende smittetal, men de er siden blevet bredt ud til at dække hele landet, hvor de gælder indtil 18. oktober.

Kontakttallet beregnes på baggrund af udviklingen i antallet af indlagte patienter og bekræftede smittetilfælde.

Fordi der går noget tid, fra en person smittes og udvikler symptomer, og der yderligere går noget tid før indlæggelse, vil der være forsinkelser i beregningen af kontakttallet.

Da kontakttallet estimeres på baggrund af et tidsvindue på syv dage, kan der gå et par dage, før ændringer kommer til udtryk i kontakttallet, afhængig af hvor stort faldet eller stigningen er.

/ritzau/