Kun fine studenter må køre i vogn

14. nov 2013, 11:05
Når de unge fejrer, at eksamenerne er ovre til sommer, er det kun nogle af dem, der må fejre det med en fælles køretur på ladet af en bil.

Fra i år er de såkaldte studenterkørsler forbeholdt de ”rigtige” studenter. Altså elever, der har bestået en gymnasiel uddannelse. Det skriver TV2.

Det betyder, at hverken håndværkere, frisører eller andre, der er færdige med deres uddannelse, må tage en tur i en åben ladvogn. Farven på deres huer er nemlig ikke den rette,

Det er Rigspolitiet, der har slået fast, at studenterkørsel kun er tilladt i forbindelse med afslutning af en gymnasiel uddannelse.

Det er altså kun lovligt med en studentereksamen (stx), en højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) eller en højere teknisk eksamen (htx).

Ejeren af Jysk Festkørsel, Flemming Rasmussen, synes det er helt hen i vejret:

”De har bare forskellige farver på huerne. De kan være røde, gule, grønne, blå og med flag på, men festen er den samme. Der er ingen forskel, så jeg fatter det ikke ,” siger han til TV2.

Kilde: TV2