Kun 1.266 udfaldstruede har åbnet en bog

22. mar 2013, 15:27
5.430 har fået uddannelsesydelse, men blot 77 procent har åbnet en bog. AKSamvirke og 3F frygter, at regeringens redningsplanke til udfaldstruede ikke får stor effekt.

De fleste udfaldstruede, der indtil videre har været på den særlige uddannelsesydelse, har endnu ikke åbnet en bog. Det viser et notat, som AK-Samvirke har udarbejdet på baggrund af tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Mens 5.430 personer har været på uddannelsesydelsen i årets to første måneder, er det kun 1.266 ud denne gruppe, der indtil videre har været i uddannelse eller på kursus.

”Det her får mig til at frygte, at det reelle omfang af uddannelse og kurser, som de ledige får, kan blive meget lavt,” siger Verner Sand Kirk, der er direktør i AK-Samvirke, a-kasserne brancheorganisation.

Han kalder antallet af personer, der reelt får uddannelse samt graden af dette, for et ”meget vigtigt opmærksomhedspunkt”.

3F: Bekymrende

I 3F, der er den fagforening, hvor flest medlemmer er faldet ud af dagpengesystemet, deler forbundssekretær Per Christensen den holdning.

”Jeg kan bestemt være bekymret. Både med hensyn til kvaliteten og omfanget af uddannelse, som folk får,” siger Per Christensen og fortsætter:

”Der er behov for, at alle parter – fagforeningerne, jobcentrene og kommunerne – skubber kærligt på de arbejdsløse, så de kommer i gang med en uddannelse. Men der er også i høj grad behov for at sikre kvaliteten i de tilbud, folk får.”

Indtil videre ved man meget lidt om, hvilke type af kurser og uddannelse, som de ledige bliver tilbudt.

”Jeg frygter, at nogle kommuner er en anelse nærige med, hvor mange penge, de vil bruge på de her uddannelsesforløb,” siger Per Christensen, der oplyser, at 3F er i gang med at undersøge, hvilke uddannelsestilbud, de ledige havner i.

To ud af tre uden forsørgelse om et halvt år

Ifølge Verner Sand Kirk vil to-tredjedel af den samlede gruppe, der har været på uddannelsesydelse, stå uden nogen form for forsørgelse om et halvt år, hvis ikke de kommer i job, hvilket jo netop er sigtet med at give dem uddannelse.

”Derfor er det meget vigtigt at holde fokus på, at de uddannelsestilbud, man får, kommer folk til gavn og har et ordentligt omfang og kvalitet. Ellers virker det jo lige lidt,” siger Verner Sand Kirk.

Ud fra Arbejdsmarkedsstyrelsens tal kan man ikke se, om det lave antal personer, der indtil videre har været en tur på skolebænken, blot skyldes, at de relevante kurser eller uddannelsestilbud ikke er startet op endnu, erkender Verner Sand Kirk.

”Men du kan dog se, at broderparten af dem, der er faldet ud af dagpengesystemet, er faldet i januar måned. Der har altså været en hel måned til at finde relevante kurser og uddannelse til gruppen. Derfor forekommer antallet 1.266 noget lavt,” siger Verner Sand Kirk.