Det var en golfbil som denne, der brød i brand ved Gråsten Slot. På billedet ses prinsesse Josephine foran bilen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix/arkiv

Drama på Mary og Frederiks ferie: Måtte tilkalde hjælp

9. jul 2020, 20:48
Kongehuset måtte kontakte politiet under ferien på Gråsten Slot.

Der opstod tirsdag eftermiddag dramatiske scener på Gråsten Slot, hvor kronprinsparret netop nu holder sommerferie.

Pludselig gik der brand i en golfbil, der holdt midt ude i slotshaven.

Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi til Jydske Vestkysten. Hverken bygninger eller mennesker kom noget til.

- Det var en kortslutning i golfbilen. Nej, jeg ved ikke, om det var kronprins Frederik eller hvem, der ringede efter hjælp, siger politikommissær Thomas Berg fra Syd- & Sønderjyllands Politi.

Udrykningskøretøjer rykkede ud til slottet og slukkede ilden. Til Ekstra Bladet bekræfter Kongehusets kommunikationsafdeling episoden.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og deres fire børn ynder at holde ferie på det sønderjyske slot, som stod kronprinsens mormor, dronning Ingrid, meget nær.

Daværende kong Frederik og dronning Ingrid overtog i 1935 brugsretten til Gråsten Slot. Slottet har siden fungeret som sommerbolig for den kongelige familie.

Også dronning Margrethe og prins Henrik har benyttet slottet flittigt.