Kristelig fagbevægelse lønner blå MFer

13. nov 2013, 11:30
Mette Bock fra Liberal Alliance er lønnet bestyrelsesmedlem hos det 100 procent Krifaejede hotel Trinity.

Medlem af Folketinget for Liberal Alliance Mette Bock er på lønningslisten hos Kristelig Fagbevægelse - Krifa.

Bock er nemlig lønnet medlem af bestyrelsen for det 100 procent Krifa-ejede Trinity Hotel- og Konferencecenter i Fredericia.

Mette Bock var aktiv med støtte til Krifa under Vejlegården-konflikten sidste sommer. Hun mener ikke selv, at det har noget at gøre med den lønnede post, som Krifa har tildelt hende

"Der er overhovedet ikke nogen sammenhæng", siger Mette Bock til Avisen.dk

Krifa: Danmarks mest politiske fagforening

En kortlægning af Danmarks fem største fagforeninger 3F, HK, FOA, Dansk Metal og Krifa, som Avisen.dk netop har fremlagt, viser at Krifa - trods sin erklærede uafhængige status har flest topfolk opstillet til folketings-, regions- eller kommunalvalg de seneste fire år. Inklusive kommunalvalget i næste uge.

Krifas aflønning af folketingsmedlem Mette Bock cementerer yderligere billedet af en politisk aktiv fagforening. For hverken 3F, HK, FOA eller HK har lønnede landspolitikere i selskaber eller firmaer, som forbundene ejer helt eller delvist.

Tidligere S-gruppeformand Mogens Jensen er medlem af bestyrelsen for Laugesens Have, et kursus- og konferencecenter i Videbæk i Vestjylland, som er ejet af 3F. Posten er dog, oplyser både Mogens Jensen og 3F, ulønnet.

Finansordfører Jesper Petersen og politisk ordfører Magnus Heunicke, begge S, sidder i bestyrelsen for Arbejderbevægelses Erhvervsråd. Også disse poster er ulønnede.

Bock: Kirkeligt engageret

Mette Bock bekræfter over for Avisen.dk, at der følger et honorar med hendes bestyrelsespost. En oplysning, hun også har lagt åbent frem i det offentligt tilgængelige, såkaldte hvervs-register for folketingsmedlemmer.

Se her hvad Mette Bock har oplyst om sig selv i Folketingets register.

Mette Bock har været menigt medlem af Krifa-bestyrelsen siden 27. april 2012. Hun har offentligt i flere sammenhænge støttet Krifa, men hun afviser, at det er baggrunden for, at hun siden april 2012 har siddet i bestyrelsen for det Krifa-ejede hotel Trinity:

"Der er overhovedet ingen sammenhæng. Jeg støtter det frie fagforeningsvalg, men jeg har altid været engageret i kirkelige forhold. Og netop derfor blev jeg spurgt, om jeg ville indtræde i Trinitys bestyrelse. Jeg sidder også i bestyrelsen for kursuscenteret Liselund i Slagelse, i bestyrelsen for Testrup Højskole og bestyrelsen for Grundtvig Centeret. Disse tre poster er dog ulønnede. Og mon ikke det også spiller ind, at jeg også har erfaring fra erhvervslivet."