Krisetegn? Lærlinge valfarter til udlandet

6. aug 2013, 14:26
Flere og flere lærlinge tager et praktikforløb i udlandet. Det letter presset på praktikpladsmanglen herhjemme.

Jagten på praktikpladser sender flere lærlinge ud over Danmarks grænser. Siden 2010 er antallet af elever med en praktikplads i udlandet steget med over 20 procent.

Hos erhvervsskolen EUC Nord i Vendsyssel kan vicedirektør Jeanette Ørtoft genkende tendensen.

"Generelt vil elever i højere grad forsøge sig med praktik i udlandet. Der er en tendens til, at flere er interesserede i det," siger vicedirektøren.

Slipper for skolepraktik

I 2012 drog hele 1074 lærlinge af sted til udenlandske praktikpladser – det højeste antal i over ti år. Det viser de nyeste tal fra den såkaldte PIU-ordning. I 2010 var antallet af rejselystne elever 891.

Jeanette Ørtoft fra EUC Nord kæder elevernes voksende rejselyst sammen med praktikpladsmanglen herhjemme.

"Det bliver ikke løsningen på praktikpladsmanglen, men det kan være med til at afhjælpe noget af presset," siger hun.

Selvstændig konsulent Søren Kristensen har beskæftiget sig med international mobilitet i over 20 år og har skrevet en Ph.d.-afhandling om erhvervsskolers brug af praktik i udlandet.

Han mener det er en mere længervarende tendens end bare et krisetegn.

"Selvfølgelig er der nogle, der rejser ud, fordi de ikke kan finde en praktikplads herhjemme. Men den primære årsag er, at eleverne vil dygtiggøre sig fagligt og udfordre sig selv i et andet miljø. De vil have noget ekstra i forhold til, hvad de kunne have fået, hvis de havde taget hele uddannelsen herhjemme," siger Søren Kristensen.

Godt for dem, der bliver hjemme

Ifølge Søren Kristensen kan elevernes voksende udlængsel hjælpe på den kritiske praktikpladssituation herhjemme.

"De elever, der rejser ud, er ikke med i konkurrencen om praktikpladser herhjemme, og det giver plads til nogle andre. På den måde har det helt klart en betydning i forhold til praktikpladssituationen," siger han.

Deutschland über alles

Elevernes foretrukne værtsland har i flere år været Tyskland.

Næsten en tredjedel af eleverne eller 302 ialt fandt i 2012 en læreplads i en tysk virksomhed. England var det næstmest populære land med 146 lærlinge. Også lande som Norge, Sverige, Irland og Australien er populære.

"Mange søger steder hen, hvor de har et vist forhåndskendskab til værtslandets sprog," siger Søren Kristensen.

Hans vurdering er, at det er en kæmpe gevinst for danske virksomheder, at lærlinge rejser ud.

"Virksomhederne får nogle medarbejdere, der har hentet flere kompetencer og er blevet fagligt dygtigere. Det er helt klart, at eleverne kommer hjem med nogle ting, som er værdifulde for dansk erhvervsliv," siger Søren Kristensen.

DI: Kom hjem igen

Hos Dansk Industri (DI) ser erhvervsuddannelseschef Lone Folmer Berthelsen også elevernes stigende interesse for udlandsophold som en fordel for danske virksomheder.

"Det er kun positivt, at flere unge har lyst til at rejse ud. Det giver eleverne nogle supplerende kompetencer," siger hun.

Dog er det kun en fordel, hvis lærlingene kommer retur til Danmark.

"Vores håb er selvfølgelig, at de unge kommer hjem igen som dygtige faglærte, der kan gøre deres indsats på det danske arbejdsmarked. Allerede nu mangler vi faglærte på nogle områder, og vi ved, at vi generelt får brug for flere," siger Lone Folmer Berthelsen fra DI.