Krisen halverer illegal løn

23. jan 2011
Jeg skammer mig, siger asylansøger, der arbejder illegalt. Eksperter slår alarm.

Kampen om job på det illegale arbejdsmarked er blevet endnu hårdere, på grund af krisen. Og det har fået lønnen illegalt arbejde til at falde dramatisk.

Timelønnen for sort arbejde for asylansøgere og afviste flygtninge, der lever under jorden, er halveret til 15-25 kroner i timen, afslører en række asylansøgere og personer, som rådgiver dem til daglig over for Avisen.dk.

Når der er større arbejdsløshed, bliver kampen om selv de ringeste job indenfor rengøring og på restauranter hårdere. Det presser lønnen endnu længere ned, forklarer adjunkt ved Aalborg Universitet Martin Bak Jørgensen.

”De er desperate og finder sig i hvad som helst.” siger Martin Bak Jørgensen.

Han har forsket i forholdene på det, han kalder, det uformelle arbejdsmarked.

Studier fra udlandet viser, at lønnen for asylansøgere og flygtninge under jorden faldet markant, når resten af samfundet bliver ramt af arbejdsløshed, forklarer Martin Bak Jørgensen.

Karklude og malerkost

Det illegale arbejde findes især inden for de brancher, hvor de ansatte ikke har nogen uddannelse: De gør rent på hoteller og firmaer, de vasker op på restauranter og laver mad på pizzeriaer. Men mange arbejder også illegalt på autoværksteder eller laver byggearbejde som murere eller malere.

”De fleste finder arbejde i virksomheder, der er ejet af folk fra deres hjemland. Grønthandlere ejes som oftest af afghanere og irakere. Pizzeriaer bliver ejet af kurdere og tyrkere, og pakistanere har de fleste kiosker,” forklarer Said Parvin, der hvert år rådgiver flere hundrede asylansøgere om deres asylsag og livet i Danmark generelt.

Han anklager arbejdsgiverne for at udnytte asylansøgerne.

”Asylansøgerne arbejder som slaver. Det er de nødt til for at overleve. De gør alt, hvad arbejdsgiveren forlanger, og finder sig i alt. De bliver truet med fyring, hvis de ikke gør, som han siger,” mener Said Parvin.

”Jeg er bitter”

En ung kurder fra Syrien, som Avisen.dk har talt med, forklarer, at han ofte ikke får løn overhovedet. Chefen på det skrædderi, han arbejder på, trækker ud i skuffen og siger, at der ikke er penge til løn i dag.

”Jeg er bitter. For jeg havde ikke forventet, at jeg skulle blive behandlet som et dyr,” forklarer den unge asylansøger.

Læs stort interview her(link)

Han gik fra butik til butik og spurgte, om de ville ansætte ham. Først tredje gang han var forbi skrædderen, fik han arbejde der. For det er svært at få fast, sort arbejde, forklarer de asylansøgere, Avisen.dk har talt med.

Det er ofte arbejde fra dag til dag, hvis der lige er en opgave, der skal løses. Men nogen er heldige og får fast arbejde hos for eksempel en frisør eller på en restaurant.

Skammer sig

Der findes ikke noget illegalt Jobnet, så de leder efter arbejde via netværket blandt andre asylansøgere eller bekendte.

”Asylansøgere finder arbejde ved at snakke med folk i deres omgivelser. Ofte finder de arbejde gennem de foreninger, som findes for folk fra deres hjemland. Og når de så får asyl, træder en anden ind i stedet,” forklarer Said Parvin.

Og den hårde kamp om arbejdet sætter asylansøgerne og de afviste flygtninge i en svær situation: De har ingen rettigheder, og siger de nej, bliver de skiftet ud.

På skrædderiet holder den unge asylansøger fra Syrien sin mund.

”Min chef siger til mig, at der er masser af bangladesher, der vil overtage mit arbejde,” fortæller han.

Så han klager ikke, selvom han skammer sig over at arbejde til så lav en løn.