Krigsherrer kan hjælpe dig til magt på jobbet

8. apr 2010
11 tip til at manipulere og snyde sig til indflydelse over kollegerne. Historien viser, at det virker.

Konger, kejsere, generaler og diktatorer har i årtusinder hundset med undersåtterne og kendt til en smag forbeholdt eliten: magtens sødme.

Nu kan du få lov at dele magtrusen, også som helt almindelig lønmodtager.

Avisen.dk har samlet 11 metoder til at blive den suverænt mest magtfulde person på din arbejdsplads.

Metoderne stammer fra bogen 48 Laws of Power af den amerikanske forfatter Robert Greene. Bogen bygger på erfaringer  gjort over de seneste 3000 år af folk som den kinesiske krigsherre Sun-Tzu, forføreren Casanova og den tyske rigskansler Otto von Bismarck.

 

1. Virk aldrig bedre end din overmand

Få altid de, der er over dig i hierarkiet, til at føle sig overlegne. Selv om du gerne vil tilfredsstille eller imponere dem, skal du ikke gå for langt i at vise talenterne frem, for det vil give den modsatte effekt - at du vækker frygt for, at du overtager jobbet. Få din chef til føle sig bedre, end han i virkeligheden er.

2. Sig altid mindre end nødvendigt

Jo mere du siger, jo mere ordinær og mindre i kontrol virker du. Derfor imponerer og intimiderer magtfulde mennesker ved at sige mindre. Selv om du siger noget banalt, vil det virke originalt, hvis du gør det udefineret og mystisk. Og husk, at jo mere du fortæller, jo mere sandsynligt er det, at du siger noget tåbeligt.

3. Få andre til at gøre arbejdet, og tag selv æren

Brug dine kollegers erfaring, viden og benarbejde til at fremme din egen sag. Det vil ikke kun spare dig for værdifuld tid og energi, men også give dig en guddommelig aura af effektivitet og hurtighed. I sidste ende vil dine hjælpere blive glemt, og du vil blive husket. Så gør aldrig selv, hvad andre kan gøre for dig.

4. Undgå de ulykkelige og uheldige

Følelsesmæssige tilstande er lige så smitsomme som sygdomme, og dine kollegers elendighed kan dræne dig for energi. Ved at bruge energi på dem fremmer du din egen nedtur. Uheldige mennesker tiltrækker ofte selv deres modgang, og derfor vil de også trække den mod dig. Omgiv dig i stedet af de glade og heldige kollegaer.

5. Udnyt andres egoisme

Når du får behov for en kollegas hjælp, skal du ikke bruge kræfter på at minde pågældende om, hvad du tidligere har gjort for ham - det vil få ham til at ignorere dig. Find i stedet noget i din forespørgsel, der kommer ham til gode, og læg uproportionelt stor vægt på den del. Han vil med stor entusiasme hjælpe dig, så snart han ser fordelen for sig selv.

6. Spil dum

Ingen kan lide at føle sig dummere end kollegaen. Tricket er at få dine ofre til at føle sig smarte - og ikke bare smarte, men smartere end dig. Når først de er overbevist om det, vil de aldrig mistænke dig for at have skjulte motiver.

7. Få dine præstationer til at virke ubesværede

Alle dine handlinger bør virke naturlige og legende lette - som om du sagtens kunne gøre mere. Derfor skal du skjule alt det slid og knofedt, der går forinden. Du kan blive fristet til at afsløre, hvor hårdt du i virkeligheden arbejder (for magt kræver hårdt arbejde), men undgå at fortælle det til andre. Det vil kun føre til spørgsmål.

8. Foragt det uopnåelige

Hvis der er noget, du vil have, men ikke kan få, bør du vise afsky for det. Jo mindre interesse du viser, jo mere overlegen og magtfuld virker du. Jo mere opmærksomhed, du giver en fjende, jo stærkere gør du ham. Har du gjort en lille fejltagelse, er det nogle gange bedst at lade det ligge - hvis du forsøger at fikse den, bliver den mere synlig.

9. Tænk, hvad du vil, men vær som de andre

Hvis du gør en dyd ud af at gå imod strømmen og skilter med ukonventionelle idéer, vil folk tro, du ser ned på dem. De vil gøre sig sure på dig for at få dem til at føle sig underlegne. Det er langt sikrere at falde i med traditionerne og den almindelige kultur. Del kun din originalitet med tolerante kollegaer, som du ved, vil sætte pris på din eneståenhed.

10. Tag ikke imod tjenester

Alt, du bliver tilbudt uden at skulle gøre noget til gengæld, er farligt, fordi det typisk inkluderer en skjult forpligtelse. På den måde styrer du klar af skyldfølelse, bedrageri og udnyttelse af din taknemmelighed. Vær selv rundhåndet med dine penge og tjenester, for generøsitet er et tegn på magt.

11. Forkynd forandring, men gennemfør kun lidt

På det abstrakte plan forstår alle behovet for forandring, men i virkeligheden er alle mennesker vanedyr. Så forkynd forandring i det generelle, men undgå konkrete forandringer. Det kan være traumatisk for dine kolleger. Hvis du er ny, skal du gøre en særlig dyd ud af at respektere den traditionelle måde at gøre tingene på.

Har du selv et godt magtip? Del gerne dine erfaringer med resten af Avisen.dk's læsere i kommentarfeltet.