Krifatopfolk støtter arbejdsgiverpartier

12. nov 2013, 16:24
Men Krifas næstformand Jørgen Boiskov Hansen er kun blå på overfladen inden i er han i virkeligheden rød

"Jeg håber da, at Krifa er Danmarks mest politiske fagforening. Vi er bare ikke partipolitiske. Det er det, der er pointen," siger næstformanden for Kristelig Fagbevægelse, Krifa, Jørgen Boiskov Hansen.

Du er selv en af de hovedbestyrelsesmedlemmer i Krifa, der stiller op til et valg?

"Ja, men jeg vil godt understrege, at bliver jeg valgt til byrådet i Haderslev, så trækker jeg mig fra min post i Krifas hovedbestyrelse. Og jeg tager orlov fra bestyrelsesarbejdet under kommunalvalgkampen," siger Boiskov, der var meget tæt på at blive valgt til Haderslev Kommunalbestyrelse for Venstre tilbage ved det seneste kommunalvalg tilbage i november 2009.

Foruden Jørgen Boiskov stiller Henriette Berwick aktuelt op til valg for K, og Magnus Søndergaard stillede op til det seneste kommunalvalg for Kristendemokraterne. Opgjort på den måde er Krifa dermed Danmarks mest politiske fagforening. Men det betyder ikke, at fagforeningen er partipolitisk, lyder det fra den kommunalvalg-kandidaten.

"Ingen medlemmer af Krifas hovedbestyrelse sidder i et byråd eller et regionsråds eller Folketinget i dag. Ingen fagforening er upolitiske. Men i Krifa er vi ikke bundet af snævre partiinteresser," siger han.

Opstiller udelukkende for de blå

Jørgen Boiskov mener ikke, at det har politisk slagside, at tre medlemmer af Krifas hovedbestyrelse siden 2009 har stillet op til et valg, alle opstiller for blå arbejdsgiverpartier.

Hvordan harmonerer det med at varetage lønmodtagernes interesser, at stille op for Venstre. Venstre må vel betegnes som et arbejdsgiverparti?

"Det er jeg meget uenig i. Venstre er Danmarks største arbejderparti. Der er nogen, der er røde uden på, og blå inden i. Og så er der nogen, der er blå uden på, og røde inden i. For mit eget vedkommende kan man vel sige, at mit sociale menneskesyn ligger meget tæt på det socialdemokratiske, men nu opstiller jeg lokalt. Jeg brænder for mit lokalområde. Det er det, der er min drivkraft. Men på mange måder, når man ser på mit sociale menneskesyn, passer jeg lige så godt ind i Socialdemokratiet som i Venstre," siger kirkegårdsleder ved Gram Kirke, Boiskov Hansen, der en af veteranerne i Krifas hovebestyrelse, som han har været medlem af siden 1995.

Rød inden i

 

 

Næstformand i Krifas hovedbestyrelse Jørgen Boiskov Hansen opstiller for V ved det kommende kommunalvalg: "Venstre er Danmarks største arbejderparti."