Krifachef: Stolt af at have klare holdninger

16. dec 2013, 10:50
Koncernchef Jesper Wengel svarer igen på kritik fra en række arbejdsmarkedsforskere

"Vi lægger overhovedet ikke skjul på, at vi er en Kristelig Fagbevægelse, det står faktisk i vores navn. Tydeligere kan det næsten ikke være".

Sådan udtaler koncernchef hos Kristelig Fagbevægelse - Krifa - Jesper Wengel her mandag morgen til TV2 News.

Wengel har ikke ønsket at udtale sig til Avisen.dk, men over for TV2 News svarer Wengel på kritik fra arbejdsmarkedsforskerne, professor ved AAU, Henning Jørgensen, og professor ved RUC, Bent Greve, der kritiserer Krifa for at skjule sine religiøse højre-aktiviteter over for medlemmerne.

Læs: Fagforeningsfolk i skjult krig mod homovielser

"Vi er stolte af, at vi er en organisation med nogen klare holdninger. Derfor tror jeg da også, at der er rigtig mange medarbejdere, der vil føle sig tiltrukket af vores organisation, som kommer fra de kirkelige organisationer, men hvor de kommer henne, det spørger vi overhovedet ikke ind til. Om de kommer i en spejderbevægelse, en sportsklub, på golfbanen, eller i en kirke, det er deres private sag. Men vi er glade for at de engagerer sig både lokalt og socialt", siger Jesper Wengel til TV 2 News.

Verdens største lederkonference

Jesper Wengel erkender, at Krifa ikke har oplyst sine medlemmer om, at han selv og Krifas bestyrelsesformand Søren Fibiger Olesen hvert år og gennem en årrække - på medlemmernes regning - deltager i en global lederkonference arrangeret af den ultra-konservative vækkelseskirke Willow Creek Community Church ved Chicago i USA.

Medlemmerne kan ikke læse om det - hverken på Krifas hjemmeside eller andre steder.

"Nej, det kan man ikke. Det er et led i vores almindelige uddannelse af vores ledelse. Det er korrekt, at min bestyrelsesformand og jeg ønsker hvert år at blive inspireret af de dygtigste ledere i hele verden. Og derfor deltager vi Global Leadership Summit, som er den største lederkonference i hele verden med 150.000 deltagere. Der er foredragsholdere som Colinn Powell, Tony Blair og Bill Gates. Der går vi over og suger til os af deres viden og erfaring for at bringe det hjem til Kristelig Fagbevægelse, så vi kan give den bedste inspiration til vores ledere. Det er sådan set, hvad det går ud på."

Vi spiller meget bredt

TV 2 News spørger også Wengel om, hvorfor Krifa ikke spiller med mere åbne kort og fortæller medlemmerne, at Krifa ligger ude på den religiøse højrefløj:

Læs også: "Hvis sandheden går op for medlemmerne..."

"Jeg kan slet ikke nikke genkendende til den der, at vi kommer fra den yderste højrefløj. Når jeg og min bestyrelsesformand deltager i de der lederkonferencer i USA, så er det ikke fordi, vi som sådan, sætter os ind i, hvem arrangøreren af det her er. Men det er rigtigt, at det er en af mega-kirkerne derovre. Men det, der betyder noget for os, er, om vi kan hente viden og inspiration hjem til Danmark, til Kristelig Fagbevægelse. Vi deltager i mange konferencer. Også i Danmark, men det er rigtigt, det skriver vi da ikke om."

Formanden for Krifa Søren Fibiger er også formand for menighedsrådet i Sct. Michaelis Kirke i Frederica. En kirke, der nægter at via homoseksuelle par. Hvad er Krifas holdning til det?

Vi er åbne over for alle

"Krifa har i bund og grund ingen holdning til hverken kirker, mission eller homoseksuelle. Vi står ved vores kristne fundament. Vi er åbne over for alle i vores organisation. Og det skulle ikke komme bag på mig, om vi også har homoseksuelle i vores organisation."

Har Jeres medlemmer ikke krav på at få at vide, om de f.eks.. betaler kontingent til en fagforening, der er imod vielse af homoseksuelle. Det er Jeres formand angiveligt....

"Hvad Fibiger laver i sin fritid, det blander vi os ikke i. Hvad han er engageret i, og hvad han har af holdninger som privatperson, det blander vi os ikke i. I Kristelig Fagbevægelse har vi ingen holdning, vi er åbne over for alle i vores organisation. Jeg glæder mig over, at han er engageret i sit lokale samfund og sidder i menighedsrådet - lige som andre medarbejdere er engageret i sportsklubber eller idrætsklubber eller hvor det nu er henne."

Kunne I ikke i det mindste fortælle folk, hvad Jeres holdning er?

"Vi er åbne over for alle i vores organisation. Både når det gælder medarbejdere og vores kunder".

Jeg spørger om, hvad Jeres holdning er?

"Vores holdning er, at vi er åbne over for alle. Vi er en kristen organisation, der bygger på et kristent fundament. Men det er slet ikke vores opgave at tale om teologi og kirkespørgsmål. Det er slet ikke vores opgave."

Missionerer ikke

Der er så nogen hos Jer, som ikke accepterer vielse af homoseksuelle. Her taler vi ikke en kontorassistent, men om Jeres formand. Kan du se, at det kan være lidt problematisk?

"Nej, for jeg forholder mig ikke til, hvad vores formand laver i sin fritid. Jeg glæder mig kun over, at han er lokalt engageret. Vi er en arbejdsmarkedspolitisk organisation, der bygger på et kristent fundament, men vi er ikke en kirkelig organisation."

Professor Bent Greve fra Roskilde Universitet kritiserer blandt andet Krifa for ikke at oplyser, at man støtter humanitære projekter i udviklingslande med et missionerende indhold. Men det afviser Jesper Wengel.

Han bekræfter dog, at Krifa i perioden 2009 til 2011 støttede et projekt i Honduras:

"Det var faktisk et projekt, som lykkedes så godt, at da vi trådte ud af det i 2011, trådte Danida ind og fortsatte."

Krifas formand Søren Fibiger Olesen afviser også kritikken og siger i dag til Politiken, at han mener, at artiklerne i Avisen.dk er bestilt af "den gamle socialdemokratiske fagbevægelse i LO, der også er medejer af Avisen.dk."

Læs chefredaktør Rasmus Emborgs svar på kritikken