Arkivfoto. Foto: Johan Gadegaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Kraftig brand i villa: Politiet med opfordring til borgere

23. jun, 14:55
Et hus i Hjortshøj nord for Aarhus står i flammer. Politiet opfordrer naboer til at gå indenfor og lukke vinduer og døre, hvis de kan lugte røg.

Politiet assisterer i øjeblikket brandvæsenet ved en brand i en villa på Mejlbyvej i Hårup nær Hjortshøj.

Ilden har godt fat i husets tag og det udvikler en del røg. Derfor opfordrer Østjyllands Politi folk til at holde sig på afstand og respektere afspærringerne.

- Vi har afspærret Mejlbyvej i Hårup for at give brandvæsenet plads til at få branden slukket, fortæller kommunikationskonsulent Jakob Christiansen ved Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Politiet opfordrer på Twitter naboer til at gå indendøre og lukke vinduer og døre, hvis de kan lugte røg.

- Det er ikke en farlig røg, men en helt almindelig røg, som stadig kan være ubehagelig og derfor kommer vi med den opfordring, lyder det fra Jakob Christiansen.

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om branden i villaen kl. 13.05 og har ikke fundet noget, der tyder på, at der skulle være mennesker fanget i branden.

- Nogen anmeldte, at de så, at der var ild i bygningen. Der er ikke nogen, der er løbet ud af den brændende bygning, siger Jakob Christiansen.

Brandvæsenet har haft røgdykkere inde i den brændende villa og der er ingen tegn på, at der skulle være mennesker der inde.
Villaen er beboet, men politiet kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse, om beboerne er kontaktet.
Tv2 Østjylland har været i kontakt med brandvæsenet, der er travlt optagede af slukningsarbejdet.