SYGEDAGPENGELOFT: Kræftramt Johnny Larsen imod Johnnyreformen

8. feb 2013, 12:30
Johnny Larsen mener pengene til nye sygedagpengereform burde bruges på bedre behandling

En Johnny-reform. Sådan kalder en af Avisen.dks bloggere beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) udspil til nye sygedagpengeregler.

Ministeren refererede indirekte til Johnny Larsen, da hun præsenterende planen, der sikrer indtægten for kræftramte netop som ham.

Hun har tidligere skrevet direkte til Johnny Larsen, der mistede sine sygedagpenge, da hans kræftbehandling startede.

Men Johnny Larsen selv er stærkt utilfreds med Johnny-reformen.

"Det er godt for de syge, der nu kan få ro. Men samtidig har ministeren halveret perioden, hvor man kan få sygedagpenge, og det er stadig op til kommunen at afgøre skæbnen for de syge. Man bliver hængende i det lortesystem," siger Johnny Larsen.

Der er stadig mange ladt i stikken

Han mener, at man skulle bruge pengene til reel behandling. Der kan være et års ventetid på en psykiater, og skal man til psykolog i stedet, koster det op mod 1000 kroner i timen – en time koster altså næsten ti procent af, hvad en syg får udbetalt på en måned på den nye lave ydelse til syge på 10.500 kroner.

Det nye udspil får altså ikke stifteren af Danmarks Populistiske Folkeparti til at stoppe sin valgkamp. Johnny Larsen har stiftet partiet for at skabe opmærksomhed om de syges vilkår.

"Der er stadig mange ladt i stikken. Nu har det offentlige i 20 år forsøgt at gøre syge raske og skaffe arbejdsløse job, og det ser jo ikke ud til at gå så godt. Hvorfor overlader de så ikke de ikke de syge til sundhedsvæsnet," siger Johnny Larsen.

Fire behandlere på en time

Han skal selv i gang med at 'afklares' af kommunen. Det betyder, at han er sendt ud til en privat udbyder. På en time skal tale han med en ergoterapeut, en læge, en psykolog, og en fysioterapeut.

"Det er lige 15 minutter til hver. De skal gøre på en time, hvad mine egne læger og psykolog ikke har kunnet gøre på et år. Det bekymrende er, at deres ord bliver tillagt større vægt. Det er det, der skal ændres," siger han.

Han synes, udspillet er en lappeløsning, der godt nok fjerner loftet for, hvor længe man kan få enten sygedagpenge eller den lave ressourceydelse.

"Ja, man bliver forsørget, men ikke forsørget ordentligt. Jeg får selv kun kontanthjælp, og min familie generer et underskud hver måned, selvom vi virkelig prøver. Man kan ikke leve af det. Måske er det vores egen skyld. Måske er det meningen, at vi skulle have kalkuleret med, at jeg var syg i fem år," siger Johnny Larsen.

Sygedagpenge

Som det er nu kan man få sygedagpenge i 52 uger.

Derefter kan de forlænges i max et år mere, hvis man opfylder nogle ganske særlige undtagelser.

Det er der syge 8000 mennesker om året, der ikke gør.

En del af dem står helt uden forsørgelse, fordi de ikke har ret til at få kontanthjælp.