Kræftlæge: Nye regler diskriminerer syge

8. feb 2013, 11:21
Kræftlæge Paul GramHansen kritiserer den nye lov om sygedagpenge, der deler patienterne i to hold. Det ene får 7000 kroner mere om måneden.

Beskæftigelsesministerens liste over 11 sygdomme, som giver ret til ubegrænsede dagpenge er stærkt diskriminerende.

Det mener Paul Gram-Hansen, der er overlæge på Odense Universitetshospital og arbejder med leukæmipatienter

Han har tidligere kritiseret sygedagpengereglerne for at være en stor belastning af de kræftsyge.

Nu ser de ud til at få hjælp med beskæftigelsesminister Mette Frederiksens udspil til nye sygedageregler. De freder kræftpatienter, så de får fred fra kommunen og ret til at få sygedagpenge, så længe der er brug for det.

Det samme gælder 10 andre sygdomme, som beskæftigelsesministeren og Sundhedsstyrelsen betegner som alvorlige og livstruende.

”Jeg er glad på kræftpatienterne vegne. Men jeg vil give patientforeninger som Gigtforeningen fuldstændig ret i deres kritik. Det er meget diskriminerende,” siger Paul Gram-Hansen.

Det handler om sygelighed

De øvrige syge blandt andet de gigtramte, hvis diagnose ikke er på listen, får ret til en ydelse, der er 7000 kroner lavere.

”Det er malplaceret at tale om livstruende sygdomme. Livstruende handler om den forventede levetid, der er tilbage. Det her drejer sig om sygelighed,” siger Paul Gram-Hansen.

Som specialist i blodsygdomme kan han nu selv se sine patienter delt op i et A- og et B-hold. Dem, der har en anden blodsygdom end kræft, kan ikke få den høje ydelse.

”Jeg har lige haft en patient, der lider af en godartet blodsygdom. Men selvom den ikke er livstruende, kommer hun til at være meget syg i flere år,” siger han.

Han henviser også til gigtsygdomme som Lupus, der er stærkt invaliderende, men ikke forkorter levealderen.

”Der er bindevævssygdomme, hvor sygeligheden er endnu større end de kræftramte, og som ikke er omfattet,” siger han.

Hans kræftpatienter er til gengæld glade for forslaget, som flere af dem allerede har rost.

Men jeg må da sige, at jeg havde håbet, de nye regler ville hjælp alle langtidssyge,” siger Paul Gram-Hansen.

Også Gigtforeningen er stærkt fortørnede over, at ingen gigtsygdomme er på listen og kalder forslaget for " et kæmpebluf-nummer". Oveni tager det typisk meget lang tid at stille en diagnose på gigtpatienter, og der der er månedlange ventetider. Så gigtpatienterne ryger med sikkerhed på kontanthjælps-niveau efter et halvt år.

"Vores bekymring er også at de så kommer under et krydsperes, for mens de står på venteliste til behandling, skal kommunen køre dem gennem et ressourceforløb, for at afklare, hvad de kan," siger social og sundhedspolitisk konsulent Lene Mandrup Thomsen.

 

 

Listen, der giver ret til sygedagpenge

Kræft – eksklusive hudkræft og forstadier til kræft

Blodprop i hjertet med efterfølgende nedsat hjertefunktion

Hjertestop med efterfølgende hjerneskade

Sværere hjertesvigt

Ventetid i forbindelse med invasiv behandling, fx hjerteindgreb

Hjerneblødning eller blodprop i hjernen

Amytrofisk Lateralsklerose

AIDS i udbrud

Større organtransplantationer

Svære psykoser

Komplicerede ulykkestilfælde med behov for genoptræning