Her har de forsøgt sig med en kort arbejdsuge: "Vi får det aldrig igen"

slagter_2
- Vi får det aldrig igen. Nu har vi prøvet det, og det er absolut ikke noget, vi kan anbefale, siger Thomas Hansen. Foto: Iver Houmark
16. sep. 2019 14.51
I Odsherred Kommune er de ansatte begyndt kun at arbejde fire dage om ugen. På Danish Crown i Rønne er det bestemt ikke noget, de vil anbefale, fortæller tillidsrepræsentant.

I Odsherred Kommune starter 300 administrativt ansatte i denne uge på en firedages arbejdsuge. De kan se frem til at få fri hver fredag, mens de skal arbejde længere ugens resterende arbejdsdage.

Den type arbejdsuge har de erfaring med på Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm.

LÆS OGSÅ: Slagtere droppede fire-dages arbejdsuge: "Fridagen blev fjollet væk"

Tillidsrepræsentant på slagteriet Thomas Hansen kan dog ikke anbefale modellen.

- Vi får det aldrig igen. Nu har vi prøvet det, og det er absolut ikke noget, vi kan anbefale, siger han.

Fordelene ved den korte arbejdsuge kunne slet ikke opveje minusserne ved den.

Den korte arbejdsuge var en del af en spareplan, som medarbejderne tilbød virksomheden for at spare på eksempelvis rengøring om fredagen.

Langt flere skader

Der var to aspekter, som gjorde, at mange af de ansatte havde svært ved at få det til at hænge sammen. Udfordringer med at få familielivet til at gå op og fysisk nedslidning.

Det var især de enlige forældre, der var udfordret, fordi daginstitutionerne lukkede, før de fik fri.

- Fordi vi havde fri mellem klokken 16.30 – 18.00, kunne vi slet ikke få det sociale aspekt i familielivet til at hænge sammen. Der var ikke tid til fodboldtræning med børnene, siger han.

På slagteriet så de i løbet af de to et halvt år, de arbejdede under fire-dages ugen, langt flere nedslidningsskader end tidligere.

Kollegernes helbred kunne simpelthen ikke holde til det.

- Vi havde i forvejen et massivt forbrug af smertestillede for at passe vores job, så det hjalp slet ikke, at vi skulle være der to timer mere, siger Thomas Hansen.

To forskellige verdener

Ifølge Thomas Hansen er der en verden til forskel fra at gå på arbejde nu til dengang.

- Fra dag et ændrede stemningen sig, da vi gik over til at arbejde fem dage om ugen – det var så markant, siger han og fortsætter:

- Kollegerne har fået overskuddet tilbage hver dag, nu hvor de rent faktisk fungerer som fædre og mødre. De kan lige pludselig ting, som de ikke har kunnet før, og det har givet et nyt overskud.

Det er ikke kun humøret, der er blevet påvirket af at gå tilbage til en 5-dages uge. Rent fysisk har deres kroppe også kunnet mærke forskel, forklarer Thomas Hansen.

- Det er en helt ny arbejdsplads at arbejde på. Vores kroppe har det meget bedre, siger Thomas Hansen.

På slagteriet på Bornholm vender de aldrig tilbage til den korte arbejdsuge.