Den spanske kong Felipe blev konge i 2014, da hans hans far, Juan Carlos, abdicerede efter næsten fire årtier på tronen. (arkivfoto) Foto: Sergio Perez/Reuters

Kongen med de mange kriser fylder 52

29. jan, 09:00
I sine fem år som monark har Spaniens kong Felipe stået over for flere kriser, både politisk og i sin familie.

For Spaniens kong Felipe er det stadig en forholdsvis ny rolle at være konge.

Når den spanske regent torsdag kan fejre sin 52-års fødselsdag, har han været konge i fem et halvt år, efter hans far, Juan Carlos, i juni 2014 valgte at abdicere efter næsten fire årtier som regent.

LÆS OGSÅ: Prins Henriks pladesamling kommer på auktion

Siden har kong Felipe siddet på tronen sammen med sin hustru, dronning Letizia, som han har døtrene prinsesse Leonor på 14 år og prinsesse Sofia på 12 år med.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Og de første år som regent har til tider været turbulente.

Det spanske kongehus har kæmpet med dalende popularitet, og da kong Felipe i 2014 overtog tronen, var Spanien i dyb økonomisk krise og ramt af stor arbejdsløshed.

I 2016 måtte kongen fem gange træde til i rollen som formel mægler, da parlamentet i Madrid ikke kunne enes om en regering, og i 2017 kom krisen om Cataloniens løsrivelse.

LÆS OGSÅ: Frygtet virus lukker dansk fabrik

Samtidig har kong Felipes egen familie trukket negative overskrifter i aviserne.

Kongens yngste søster, prinsesse Cristina, har været indblandet i en sag om skattesnyd, og hans far, den tidligere konge Juan Carlos, har været upopulær blandt mange, siden han til befolkningens store forargelse tog på en overdådig elefantjagt i Botswana i 2012.

At det netop er blevet kong Felipe, der i dag skal håndtere de mange op- og nedture som øverste ansvarlig i det spanske kongehus, stod ellers ikke skrevet i stjernerne.

Da han kom til verden i slutningen af januar 1968, blev han født som prins, men uden udsigt til at arve den spanske trone.

Men alt ændrede sig imidlertid, da den spanske general Franco døde i 1975, og kong Felipes far, Juan Carlos I, blev udråbt til konge.

LÆS OGSÅ: I denne region lukker der snart lægevagter

Dermed er kong Felipes ældste datter, prinsesse Leonor, i dag den første i rækken til den spanske trone.

Når hun en dag bliver kronet, bliver hun den første regerende dronning af Spanien siden 1868.

/ritzau/