Kongehuset tjener kun småbeløb til DK

17. apr 2010
Koster kongehuset Danmark mere end det tjener til nationen? Ja, siger en bevægelse mod Kongehuset. Nej, siger Dansk Industri.

Hvad koster kongehuset egentlig, og hvad tjener det ind til Danmark? Selv om diskussionen har været oppe mange gange, har hverken Dansk Industri, forskere fra Copenhagen Business School eller Erhvervs-, Finansministeriet eller Statsministeriet regnet kvalificeret på det.

"Kongehuset koster os klart mere end det tjener. Det er det rene vrøvl, at det henter penge til landet i form af eksportaftaler," siger forfatningsjurist Rasmus Malver fra organisationen Den Republikanske Grundlovsbevægelse, som arbejder for at ændre grundloven og få monarkiet afskaffet.

Royale koster dyrt

Han oplyser, at kongehusets medlemmer ud over apanage kan drive privat virksomhed fx vinfarme eller godser. Overskuddet skal de ikke betale skat af. De skal heller ikke betale skat af gaver fra kommuner, firmaer eller staten.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Kongehusets medlemmer skal heller ikke betale moms, hverken når de køber ind, eller når deres virksomheder sælger til andre.

De royales private formuer, er der heller ingen, der har et overblik over.

"De behøver ikke føre regnskab, og derfor er det svært at få et overblik, over hvad kongehusets private formuer lyder på," siger Rasmus Malver.

Gaver undtaget skat

Derudover betaler mange af statens myndigheder flere udgifter for kongehuset. Det kan fx være de mange udlandsrejser medlemmerne i kongehuset foretager i løbet af et år. Både forsvaret og Udenrigsministeriet har udgifter i den forbindelse.

Både Visit Denmark og Wonderful Copenhagen har tidligere til Avisen.dk udtalt, at Kongehuset ikke er en turismemagnet.

Læs 'Kongehus er ingen turistmagnet' her.

Ifølge Ekstra Bladet koster kongehuset minimum danskerne 400 millioner kroner årligt. I Danmark har befolkningen intet indblik i prisen.

Det har man nu i Holland. Det viste sig, at det hollandske kongehus kostede fire gange så meget, som man havde regnet med.

Eksporten vokser med royale

Dansk Industri vurderer, at kongehuset er uvurderligt, når danske virksomheder skal enten slå sig ned i udlandet eller have aftaler med udenlandske firmaer om fx eksport af danske varer. Men DI har ingen tal til at bevise antagelsen.

"Vi vurderer, at det danske kongehus er en uvurderlig gevinst for det danske erhvervsliv," siger Hans Peter Slente markedschef for Dansk Industri.

Uværdigt at regne på Kongehuset

At give de royale kommerciel værdi er uværdigt, mener Asger Aamund, der samtidig vurderer, at den reelle kommercielle værdi, som kongehuset indbringer erhvervslivet er i småtingsafdelingen.

"Kongehuset samler nationen og er en del af Danmarks identitet både kulturelt og historisk. Det er en værdi i sig selv. Jeg mener, at det er uværdigt overhovedet at diskutere, om kongehuset giver Danmark et minus eller et plus på bundlinjen. Det har værdi som statsoverhoved og national samler," siger Asger Aamund.

Større indsigt i omkostninger

SF og Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre har for nyligt forlangt, at befolkningen bør have større indsigt i udgifterne til Kongehuset.

Om Kongehuset
  • 15,3 procent af danskerne, vil helst have en republik, mens 77,8 procent foretrækker kongehuset, viser en undersøgelse fra Ritzau fra sidste år.
  • Det danske Kongehus er det andet dyreste i Europa og samtidig det kongehus, som i 2008 havde færrest arbejdsdage af de europæiske kongehuse, skriver Ekstra Bladet.